Samlende hus i HG
Bibliotek og kultur rykker tættere sammen

Placeringen af et nyt samlende hus for bibliotek, kulturtilbud og borgere i Høje Gladsaxe er på plads. Det nye kulturhus kommer til at bo på forsiden af centret mellem Netto og boligbutikken, skriver Gladsaxe Kommune i en pressemeddelelse.

– Vi skal skabe et sted, hvor der er plads til alle og jeg håber, at også de, der måske ikke lige plejer at komme på biblioteket, får lyst til at være med. Vi arbejder for, at processen og det færdige hus kan være med til at skabe et endnu bedre sammenhold og være med til at løfte området, siger Katrine Skov, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.

Biblioteket flytter fra sine nuværende lokaler, hvor rammerne ikke været optimale i flere år. Det nye hus skal dog ikke være et udbygget bibliotek, men et aktivt og fællesskabende hus, som tiltrækker aktiviteter og borgere fra lokalområdet og de nærliggende boligområder, fortæller Gladsaxe Kommune.

– Med det inddragende arbejde med foreninger, organisationer og borgere har vi store forventninger til, at det bliver et sted, hvor alle føler sig velkomne og bliver inspireret, siger Jakob Lærkes, bibliotekschef på Gladsaxe Bibliotekerne.

Man inviterer til workshops og involveringsmøder i efteråret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top