Vi tager ansvar
Venstres gruppeformand Astrid Søborg maler i sidste uges avis fanden på væggen og erklærer, at Københavns Kommunes fejlslagne byggeprojekt i Sydhavnen er på vej til Bagsværd Bypark.

Kristian Niebuhr (O), Tom Vang Knudsen (A), Serdal Benli (SF)

Venstres gruppeformand Astrid Søborg maler i sidste uges avis fanden på væggen og erklærer, at Københavns Kommunes fejlslagne byggeprojekt i Sydhavnen er på vej til Bagsværd Bypark. Ifølge Venstre er byggeriplanerne i Bagsværd Bypark for højt og helt ude af trit med resten af Bagsværd. Dette er imidlertid en sandhed med modifikationer.

Industriområdet i Bagsværd og særligt det område, som omhandler Bagsværd Bypark, trænger til et løft og udvikling. Det kan enhver med det blotte øje konstatere, når man færdes i området. Derfor vedtog Venstre sammen med resten af byrådet for snart ti år siden en helhedsplan, der tegnede en vision for at omdanne området til et tæt, grønt og levende bykvarter med blandede byfunktioner i form af boliger, fritids- og kulturaktiviteter, detailhandel samt kontor- og servicevirksomhed.

Nu er vi kommet den vision et skridt tættere. Ved den seneste behandling i byrådet har vi nemlig konkretiseret fordelingen af boliger og erhverv og dermed besluttet et variereret, grønt og mangfoldigt byområde. Helt i tråd med visionen i helhedsplanen. Det er derfor heller ikke korrekt, at etagehøjden bliver 5 etager. Den gennemsnitlige etagehøjde i området bliver 4 etager med stor variation i de fem områder, Byparken opdeles i. Derfor er det uværdigt, at Venstre opstiller skrækscenarier, som ligger langt fra de vedtagne planer og er ude af trit med den virkelighed og udvikling, et stort flertal ønsker for Bagsværd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top