Alt i orden!
Meny.jpg
Cecilie Sverke (bagerst) og hendes kollega Jakob Bonde Nielsen, politisk sekretær i DSU Købenavn, med 16-årige Jennifer i Meny på Søborg Hovedgade. Hun er glad for sit fritidsjob og alle regler bliver overholdt på arbejdspladsen. Foto: Henrik Hvillum.
Det er af åbenlyse årsager populært blandt unge mennesker at have et ferie- eller fritidsjob

Her i sommerferien får særlig mange unge mennesker deres debut på arbejdsmarkedet, og faldgruberne er mange, når det gælder regler, løn, feriepenge og mange andre ”voksenting”.
Derfor sender fagbevægelsen hver tår Jobpatruljen afsted, så forhold, love og overholdelse af de mange regler for fritidsarbejderne under 18 år bliver kontrolleret. Nogle virksomheder kan måske føle sig fristet til at snyde eller udnytte de unge mennesker, og det er her, at Jobpatruljen kommer ind i billedet.
Det er typisk på restauranter, i butikker og i supermarkeder, at man møder de unge mennesker. De bliver herefter stillet en række spørgsmål på en Ipad, og herefter får de en generel orientering om deres muligheder i fagforenings-regi og deres rettigheder, hvis noget skulle være i vejen.
– Generelt er det yderst sjældent de store kæder, som skaber problemer. De har styr på det, tingene er organiserede og strømlinede. Typisk er det oftere de små virksomheder, som typisk ikke er medlem af en arbejdsgiverorganisation, og som måske ikke har læst op på, hvad der kræves for at have en ungarbejder, siger Pelle Sommerlund, ansat i HK og koordinator på Jobpatruljens besøg i Gladsaxe.

Positiv modtagelse
Jobpatruljen er et samarbejde mellem HK og 3F, og repræsentanterne er efterhånden et kendt fænomen på arbejdspladserne, og både blandt arbejdsgivere og ungarbejdere er modtagelsen som regel positiv.
– Når vi fortæller, at vi kommer for at gøre det godt både for arbejdsgiveren og den unge ansatte. I Gladsaxe er der mange store butikskæder og supermarkeder, så her ligner det nogenlunde landsgennemsnittet, så her er der sjældent de store problemer, fortæller Cecilie Sverke, formand i DSU København.
Ungarbejdere er ofte en økonomisk gevinst for en virksomhed. Timelønnen er lav, men fleksibiliteten og arbejdsglæden er som regel stor.
Pelle Sommerlund understreger, at selv om der er nogle klare retningslinjer for arbejdsforhold, så har man naturligvis en bagatelgrænse.

Bagatelgrænse
Man får som arbejdsgiver således ikke hverken Arbejdstilsynet eller Politiet efter sig, hvis en stor, stærk 17-årig ungarbejder engang er ”kommet til” at løfte over de tilladte 12 kilo…
– Vores besøg er også uddannende for de unge mennesker. Vi lærer dem at kigge lidt ekstra godt på deres lønseddel, hvor de måske ikke har fået feriepenge eller noget lignede. Men vi oplever også tit, at de faktisk forsvarer deres arbejdsplads og er loyale, fordi de godt kan lide deres arbejde. Det er et godt tegn, siger Cecilie Sverke.
Informationerne fra Jobpatruljens arbejde i sommermånederne bliver efterfølgende samlet i en rapport, som udkommer i september eller oktober.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top