- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Alvorlige konsekvenser

Danmark er et land med en forholdsmæssig lav frekvens af voldelige forbrydelser. Men antallet af ofre for anmeldt vold er på nogle områder igen stigende.
I april, maj og juni måned har døgnrapporter fra Københavns Vestegns Politi mest fortalt om en række tyverier og indbrud, samt trafikforseelser, når det gælder Gladsaxe. Der var dog også enkelte andre typer af anmeldelser, som overtrædelse af knivloven, blufærdighedskrænkelse, hærværk og påsatte brande i biler.
Der kan dog være mørketal, hvor man ikke tør anmelde voldshændelserne. Som med den nye ”trend” hvor unge ydmyger, tæver og filmer andre unge, og lægger filmen på sociale medier.

Alvorlige konsekvenser
Men volden kan have alvorlige konsekvenser for ofrene, kan man læse i en rapport fra det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE. Og det er langtfra altid tilfældigt, hvem der bliver offer for en voldsforbrydelse, pointerer man.
Undersøgelsen viser blandt andet, at risikoen for at blive offer for en voldsforbrydelse er højest for de unge, samt at mænd og kvinder i bunden af samfundet generelt har højere risiko for at blive offer for en voldsforbrydelse.
De har i årene efter forbrydelsen desuden en højere risiko for en række negative livsudfald som psykiske problemer, misbrug af alkohol og stoffer eller lav arbejdsmarkedstilknytning.
Desuden er mandlige ofre med få socioøkonomiske ressourcer mindre tilbøjelige til at anmelde voldelige overfald og trusler, mens der er markant flere kvindelige ofre med få socioøkonomiske ressourcer, der anmelder seksuelle forbrydelser.
Også geografisk er der forskelle på risikoen for at blive udsat for vold eller anden kriminalitet. Kommuner i Sønderjylland, Vest- og Sydsjælland, Fyn samt Lolland-Falster er de kommuner med den højeste risiko for trusler og afpresning.
– [Men] også Nordsjælland og Københavns omegn har flere kommuner med høj risiko for trusler og afpresning. Således er både Gentofte og Gladsaxe samt Furesø, Rudersdal og Solrød blandt de kommuner med den højeste risikoratio, skriver VIVE i rapporten.