Ghetto, gadehunde og guldpalmer
Livetsbedsteår.jpg
Anouk Aimee og Jean-Louis Trintignant i ”Livets bedste år”. Foto: Filmbazar.
Der er både bøller og feinschmeckeri i Bibliografen

”Bølle” er en af de mest forkælede hunde, der nogensinde er lagt biograflærred til. Men da Bølles velhavende ejer dør, ender Bølle ved en fejl på gaden; alene og fortabt. Han står nemlig til at arve sin tidligere ejer og nu er både slægtninge og hundefangere efter ham. Heldigvis møder han Rousey, en barsk og hjemløs hund, og den 18-årige musiker Zoe, der sammen hjælper Bølle med at finde ud af, hvad der er mest værdifuldt her i livet.

Den hårdkogte og meget omtalte ”Blokhavn” rammer nu Bibliografen med et velplaceret spark i den politiske korrekthed. Ali og hans fem bedste venner bor i ghettoområdet Blokhavn, går i 8. klasse og hader alt ved skolen. En dag trues skolen dog med lukning og Ali vil nok alligevel komme til at savne vennerne og især Yasmina. Ali iværksætter derfor en plan for at redde skolen, der kun viser sig at give ham og vennerne endnu større problemer.

Sidst men absolut ikke mindst er der kræs for filmkendere, når ”Livets bedste år” lander i Bibliografen. I 1966 instruerede Claude Lelouch den uforglemmelige ”Manden og kvinden”, der vandt både Guldpalmen i Cannes og Oscar for bedste udenlandske film. Nu tilføjer Lelouch endnu et kapitel til historien, når Anne og Jean-Louis atter mødes. Også denne gang spilles de på uforlignelig vis af Anouk Aimee og Jean-Louis Trintignant.

”Livets bedste år” er en film om erindringens og kærlighedens gave. Lelouchs brug af klip fra den tidligere film understreger kærligheden og respekten mellem de to skuespillere og i lige så høj grad også Lelouchs egen forelskelse i filmmediet og dets fortryllende egenskaber.

Ovenstående film har premiere i Bibliografen torsdag 9. juli.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top