- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Hiphop, hygge og højt humør i Værebro Park

Denne sommer byder på ekstra aktiviteter for børn og unge i Gladsaxe Kommune, som både er gratis og uden tilmelding.
I den forbindelse fik Værebro Park fornemt besøg af danmarksmesteren i freestyle-rap, Elias Orwell, og hiphopgruppen S.T.I.C.S. fra Sverige. Sidstnævnte har de seneste 16 år optrådt over hele verden og varmet op for en række forskellige stjerner på den internationale hiphopscene.
Derfor havde mange børn og unge fundet vej til arrangementet foran beboerhuset, hvor de fik mulighed for at komme helt tæt på stjernerne og selv prøve kræfter med de kreative rim og bankende rytmer.

Danmarksmesteren blev udfordret
Begejstringen var til at tage og føle på, da lokale beboere i alle aldre stimlede sammen i Værebro Park. Elias Orwell og S.T.I.C.S. var så godt som omringet af børn og unge, der stod på spring for at tage del i festlighederne. Nogle bød ind med ord, som Elias Orwell skulle lave en rap over – alt fra ”skaterrampe” til ”badesko”. Andre tog simpelthen mikrofonen i egen hånd og udfordrede danmarksmesteren i freestyle-rap.
Det hele resulterede i smil og klapsalver fra sidelinjen, hvor folk havde fundet sig til rette ved borde og bænke. Her nød mange godt af, at grillen og slush ice-maskinen også havde åben.

Børn og unge stjal rampelyset
Energiniveauet og antallet af fremmødte steg i takt med, at eftermiddagen skred frem. Pludselig var det ikke Elias Orwell og S.T.I.C.S., der rappede mod hinanden. Nu tog børn og unge over med egne rim og udfordrede hinanden, mens de professionelle rappere stod ved siden af og kom med gode råd.
Kort sagt stjal børn og unge rampelyset. Men det var til stor fornøjelse for Elias Orwell og S.T.I.C.S., som glædede sig over den kreativitet og opfindsomhed, der blev lagt for dagen. På den måde endte hele arrangementet med, at mange af de fremmødte fik sluppet deres indre rapstjerne fri.