Nej tak til støj, møg og børnefabrikker
Lise Tønner og Lene Svendborg, byrådsmedlemmer, Gladsaxe

Ønsket om at bevare flere små daginstitutioner, bevare og udvide skovgrupper, og undgå kæmpestore børnehuse var en hovedårsag til, at vi i januar forlod den socialdemokratiske byrådsgruppe, hvor vi stod meget alene med denne holdning.
Siden da er behovet for en ændring af Gladsaxes dagtilbudsstrategi kun blevet større.
Prognosen forudser markant færre børn, dermed mindre behov for ekstra kapacitet og nybyggeri. Trafikstøjen og trængslen er mange steder steget til tæt på sundhedsskadelige niveauer. Fund af store jordforureninger. I verdensmålenes og bæredygtighedens navn er det nærmest ’yt at bygge nyt’ – hellere renovere/transformere eksisterende bygninger. Samtidigt ønsker vi i Gladsaxe mere udeliv og bevægelse.
Vi stillede derfor på byrådsmødet 24.juni 2020 pkt. 13 forslag om hurtigst muligt at revidere dagtilbudsstrategien og implementeringsplanen.
Vi siger nemlig nej tak til støj, møg og børnefabrikker!
Vi ønsker i stedet at bevare og renovere flere små daginstitutioner – eks. Bagsværd Børnehave, bevare skovgrupperne ved Højmarksvej/Gnisten og udvide med nye skovgrupper ved Høje Gladsaxe, Værebro og Mørkhøj. Vi foreslår at droppe planlagte store børnehuse på de mest støjplagede og forurenede grunde. For ønsker vi, at børn og pædagoger skal til at gå med høreværn, når de skal på ud på legepladsen?
Desværre faldt vores forslag. Men vi er fortrøstningsfulde, for Enhedslisten og Venstre er enige, i at dagtilbudsstrategien bør genovervejes, og at Gladsaxeforældre bør kunne tilbydes et mangfoldigt dagtilbud til deres børn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top