- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Ny frisør med kreativt navn

Ærlige råd, god service og kundernes lyst til at komme igen, er grundelementerne i den nye salons strategi. Det er kunden, der er i centrum, og der skal være tid til en hyggelig snak, både om frisuren og om livet i al almindelighed.

– Jeg har 12 års erfaring som selvstændig frisør i Brøndby, og efter en pause havde jeg lyst til at prøve at have salon i et nyt og spændende område, hvor jeg ikke havde været før. Det skulle være lidt finere og lidt højere standard end før, og her er der mulighed for, at de lokale kan lære mig at kende, så de f.eks. anbefaler mig til naboen, siger Fatma Gunduz, imens hun viser rundt i de nye og indbydende lokaler.

Jeg er god til at klippe
Indehaveren selv er foreløbig den eneste medarbejder i salonen, og det er et bevidst valg. Hendes engagement og passion for faget betyder nemlig, at hun engagerer sig i alle kunder.

– Jeg ved, jeg er rigtig god til at klippe, og jeg gør mig umage, fordi jeg gerne vil have, at mine kunder er tilfredse. Samtidig er jeg ærlig i min rådgivning hver gang, også selv om det betyder, at jeg måske sælger et hårprodukt eller en dåse voks mindre. Til gengæld er der større chance for, at kunden kommer tilbage, slutter hun.

Salon ”Glad Saks” åbnede d. 27. juni, og der er åbent alle hverdage fra 9.30 – 17 og lørdag fra 9-13.