Ny isbutik på Søborg Torv satser på kvalitet
Olivers-is.jpg
Oliver Rehberg (tv) sammen med Jimmy Petersen, som er mand for at lave de lækre vafler hos ”Olivers Is” på Søborg Torv 3. Foto: Henrik Hvillum
Nu er der mulighed for at købe en god is til en billig penge på Søborg Torv 3. Kendere af ”Olivers Bakery” kender allerede Oliver Rehberg, som nu også er ejer af ”Olivers Is”

Han har nu udvidet sortimentet, og efter at have købt den gamle radiobutik var der mulighed for og plads til at lave et gammeldags ismejeri. Her bager man selv vaflerne, mens isen i første omgang leveres af Frisko Is.

Planen er, at butikken under normale omstændigheder har åbent i sommerhalvåret, det vil sige fra april til efterårsferien.

– Folk skal finde ud af først, at vi er her. Vi ligger lidt tilbagetrukket, og man kan ikke lige se os fra vejen. Før i tiden kunne man køre helt op foran butikken, og holde tre meter fra indgangen. Nu er her både torv, café (Café Engelhardt – red.) og streetfood-vogne, men vi satser på, at folk hurtigt lærer, at her nu også ligger et ishus, siger Oliver Rehberg.

Godt lokalkendskab
Han kender selv området særdeles indgående, da han startede som svend i det daværende bageri helt tilbage i 1993. Siden har han i flere omgange været ejer, og efter hans mening er der gode muligheder for, at de lokale hurtigt vil tage den nye isbutik til sig.

– Et par hundrede kunder om dagen ville være dejligt, og vi har givet os selv denne sæson og næste år med for at få tid til at etablere os, siger den nyslåede ismand.

”Olivers Bakery” og ”Olivers Is” har tilsammen 24 ansatte, som samkøres som én stor drift. Eksempelvis hjælper flere af pigerne fra bageriet ofte i isbutikken, hvis der er travlhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top