Telefonfabrikken sørger for gratis dans hele sommeren
Dans-ny1.jpg
Der er altid glæde, smil og god stemning, når Mette O. Pedersen (længst tv) byder op til groove-dans på Telefonfabrikken. Foto: Mette O. Pedersen
Telefonfabrikkens eventpulje er gået sammen med Gladsaxes mest entusiastiske danseskole Groove med Mette om at tilbyde gratis dans til byens borgere hele sommeren

Groove er verdens nemmeste dans, og det betyder, at alle kan være med.
Hver mandag morgen og hver onsdag eftermiddag kan danseglade borgere prøve kræfter med groove. Det er verdens letteste dans, hvor man fokuserer på glæden ved at bevæge sig frem for, om man lige går til højre eller venstre. Det skriver initiativtager Mette Oscar Pedersen i en pressemeddelelse.

”Groove med Mette” har normalt til huse i Telefonfabrikken, hvor hun underviser flere gange om ugen, men da corona lukkede ned for kulturhusene, måtte der tænkes kreativt. Derfor søgte hun Telefonfabrikkens eventpulje til at lave udendørs groove hele sommeren.

Dans med høretelefoner
Midlerne fra eventpuljen går primært til udstyr. Borgerne i Gladsaxe skal nemlig ikke bare danse i det fri. De skal danse med silent disco høretelefoner – et system, der giver den samme musik og lærerens stemme lige ind i ørerne på danserne.

-Jeg synes, det er fantastisk at danse med silent disco høretelefoner”, siger Mette Oscar Pedersen fra ”Groove med Mette” som uddyber:
-For det første forsvinder man lynhurtigt ind i sin egen lille lydboble, for det andet er det sjovt og for det tredje forstyrrer man ingen andre med høj musik, forklarer hun. Der vil være to forskellige typer groove under sommerens aktiviteter: En blid morgenvækning hver mandag morgen i Aldershvile Slotspark fra d. 13. juli kl. 8.00. Her er der fokus på at få strukket kroppen og gjort klar til dagen. Om onsdagen kl. 17.00 fra 15. juli er der groove i Rådhushaven. Her vil der være lidt mere knald på.

Groove er for alle
Alle fra 15 år og opefter er velkomne til at prøve groove. Der er ingen krav til deltagernes fysiske formåen, eller en øvre aldersgrænse.
-Det betyder ingenting, om du kan danse. Groove er så nemt, at man simpelthen ikke kan gøre det forkert”, siger Mette Oscar Pedersen. Hun fortæller, at der er musik for enhver smag:
-Det vigtigste er glæden ved at bevæge sig til fed musik, så kommer resten af sig selv, forsikrer hun.
Alle datoerne er at finde på Kultunaut.dk, på Facebooksiden Groove med Mette eller Telefonfabrikken.
HH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top