Bamser til byrådet
Flygtninge-rådhus-1.jpg
Børnene var mest interesserede i bamserne. Foto: Peter Kenworthy.
Der var opstillet 500 bamser foran rådhuset i forbindelse med kampagne for at tage imod flygtningebørn

I sidste uge havde Mellemfolkeligt Samvirke taget 500 bamser med, som man havde sat op foran Gladsaxe Rådhus. Bamserne symboliserede de 500 børn som organisationen ønsker at Danmark skal tage imod fra Moria flygtningelejr i Grækenland.

Mette Nielsen fra Mellemfolkeligt Samvirke indsamlede i samme anledning underskrifter sammen med sin far og veninde. Lignede aktioner har været afholdt andre steder i landet.

– Vi tager rundt til 10 forskellige byer i Danmark. Vi er havnet i Gladsaxe, fordi der er så mange borgere fra Gladsaxe der som har skrevet til mig om, at de gerne vil sende en henvendelse til byrådet om at de skal tage stilling til at tage imod nogen af disse børn fra Moria, fortalte Mette Nielsen, som selv har besøgt flygtningelejren to gange.

– Der er cirka 70 familier i Danmark der har sagt ja til at tage børn fra Moria i pleje. Det er en ferieø som ligger så tæt på os, og så har vi mulighed for at gøre noget i europæisk regi. 100 byer i Norge har lige stemt for at gøre noget, tilføjede hun.

’Det er et folketingsanliggende’
Blandt andre kiggede formanden for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Katrine Skov (A), og formanden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Michael Dorph Jensen (Ø), samt det lokale folketingsmedlem Sikander Siddique forbi, mens Gladsaxe Bladet var der, ligesom en del voksne var henne og skrive under. Børnene ville mest se på de mange plysdyr – alt fra enhjørninger, pingviner, smølfer, ugler, løver, og isbjørne til en enkelt teletubby – Dipsy.

Borgmester Trine Græse kom også ned og talte med Mette Nielsen.
– Det er et folketingsanliggende, og som byråd er vi nødt til at stemme imod det forslag [fra Enhedslisten, SF og De Radikale i byrådet] der ligger. Men de flygtninge som Folketinget beslutter skal ud til kommunerne skal vi nok tage imod, fortalte borgmesteren, før hun takkede Mette Nielsen for at gøre opmærksom på problematikken.

Den 26. august stiller Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre et forslag i byrådet om at Gladsaxe skal tilbyde at tage imod uledsagede flygtningebørn fra flygtningelejre i Grækenland.
– Tak for snakken. Jeg går ind og forhøjer min donation til Læger Uden Grænser, sagde borgmesteren, inden hun gik op på sit kontor igen.

Borgmester Trine Græse fik en snak med Mette Nielsen fra Mellemfolkeligt Samvirke om flygtningene i Moria-lejren. Foto: Peter Kenworthy.

Borgmester Trine Græse fik en snak med Mette Nielsen fra Mellemfolkeligt Samvirke om flygtningene i Moria-lejren. Foto: Peter Kenworthy.

’Levende helvede’
Ifølge Læger Uden Grænser bor der 20.000 i Moria-lejren, der oprindeligt var bygget til 3.000, hvorfor der ikke er telte, toiletter eller vandhaner nok til flygtningene, hvoraf mange er flygtet fra krigszoner. FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, omtaler lejren som ”et levende helvede” for flygtningene.

Udlændinge- og Integrationsminister, Mattias Tesfaye, pointerede dog, i et svar på et spørgsmål om Moria-lejren til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg i april, at ”EU yder en omfattende støtte til Grækenlands håndtering af migration og grænsekontrol generelt”.

Gladsaxe forventes ikke at skulle modtage nogen flygtninge i 2021, ligesom København og Herlev, mens Gentofte forventes at skulle modtage 8 og Furesø og Lyngby-Taarbæk 4, ifølge de beregnede kommunekvoter.
Kommunerne modtog, ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, knap 10.600 nye flygtninge i 2015 men kun 730 i 2019. I 2020 forventes landstallet at være cirka 600.

Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, er over 70 millioner mennesker tvunget på flugt verden over – 25 millioner af disse er flygtninge under UNHCR’s mandat.

’Børnevenlig by’
Gladsaxe Kommune indgik i december partnerskab med FN’s børneorganisation UNICEF som Børnevenlig By. Vejen til officielt at blive Børnevenlig By kræver konkrete handlinger for at fremme børns rettigheder, skriver UNICEF Danmark på sin hjemmeside.

Grundlaget for arbejdet med UNICEFs koncept Børnevenlige Byer er FN’s Børnekonvention og verdensmålene.

Ifølge FN’s Børnekonvention skal barnets tarv komme i første række i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top