Effektiv træning
LOOP Fitness åbner nyt træningscenter i Bagsværd med et koncept, der henvender sig til alle

Lørdag den 15. august klokken 10.00 slår LOOP Fitness dørene op til et nyt center på Vadstrupvej 43. Her tilbydes kunderne træning af hele kroppen på kun 24 minutter samt et afslappende og uformelt træningsmiljø, hvor alle kan føle sig godt tilpas, fortæller Loop Fitness.
Træningen foregår på 16 maskiner, som hver især træner enten muskler eller kondition. Maskinerne er placeret i en cirkel, og man hopper ind i cirklen, hvor der er plads, og følger herefter cirklens rytme rundt. Hver 45. sekunder lyder der et ’ding’, og alle flytter til den næste maskine i cirklen. Efter to runder i cirklen er man trænet igennem – på 24 minutter.
– Vi ved, at manglende tid er den største hindring for, om folk får trænet. Derfor har vi lavet et effektivt koncept, hvor man kan parkere bilen uden for centret, gå ind, klæde om, træne hele kroppen igennem og være ude af døren igen på en halv time. På den måde passer man på sit helbred og kommer hjem til familien med mere energi på kontoen – uden at bruge for meget tid, fortæller adm. direktør i LOOP Fitness, Brian Schneider.
Det nye LOOP center i Bagsværd bliver nr. 127 i rækken af LOOP centre rundt omkring i landet. Der er adgang til centret alle dage fra kl. 5-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top