Kulsort letbane
I Gladsaxe Bladet 5. august kunne man læse en artikel om støjen fra den kommende letbane.

Henrik Sørensen, Folketingskandidat (C)

I Gladsaxe Bladet 5. august kunne man læse en artikel om støjen fra den kommende letbane.

Den kulsorte sandhed om letbanen er, at den på alle måder er et miljømæssigt dårligt valg, når man sammenligner letbanen med en moderne el BRT (hurtigbus)busløsning.
De Siemens Avenio toge, som Hovedstadens Letbane har købt, støjer 76 dB, når de kører. Det skal sammenlignes med de elbusser, som Movia har sat i drift. Der er støjniveauet 62 dB. HL sporvogne larmer 4 gange mere end elbusser.

Støjniveauet fra letbanen vil kunne sammenlignes med den høje støj, som kommer fra motorvejene og som mange borgere er plaget af.

Det kan undre, at høj støj fra motorvejene er et problem for mange politikere, når det ikke er det, når det kommer fra en sporvogn. Høj støj, er høj støj uanset kilde.
Siemens Avenio togene er også en miljøsynder på hjul, når man sammenligner sporvognenes energiforbrug. Hovedstadens Letbane har budgetteret med et energiforbrug på ca. 10 kWh pr. kørt km. En elbus bruger kun 2 kWh. En BRT bus vil uden problemer kunne klare de 19 millioner passagerer, som Hovedstadens Letbane siger, vil køre med letbanen. Og den vil tilmed være bedre for miljøet.

Et flertal i Gladsaxe Byråd skylder borgerne i Gladsaxe en god forklaring på, hvorfor de vil bruge mere end 9 milliarder kr. – når alle omkostninger medregnes – på noget som støjer og forurener mere end en moderne elbus.

2 kommentarer om “Kulsort letbane”

  1. Lisa Sonesson siger:

    Det er vigtigt også at tilføje. Støj opleves i forhold til andre lyde og deres styrke.
    Det er derfor væsentligt at vurdere støjen fra letbanen i den periode, hvor naboerne til banen har brug for en ægte støjsvag bane, hvilket vil sige omkring 65 DB(a) eller derunder

  2. jens Haugaard siger:

    Når den københavnske letbane åbner i 2025 vil man kunne spare gadebelysningen på hele strækningen.
    Årsagen er, at letbanevognene iflg Henrik Sørensens oplysninger, kandidat til diverse for de konservative, vil have et energiforbrug på 10 kWh pr km. jf. ovenfor. Derfor vil ledningen over lyse glohedt rødt i hele driftstiden.
    Fra sædvanligvis upålidelig kilde oplyses det endvidere, at der pågår videnskabelige undersøgelser af om evt snerydning også kan undværes i fremtiden.
    Fun facts:
    -Siemens Combino (forgænger til HLs tog, 27 meter, 180 passagerer): Ml. 1,53 og 1,84 kWh/km netto (Potsdam og Basel, målt m vægten af 65 passagerer).
    – Movias test af BYD K9 (12 meter bus, 61 passagerer, 18 tons): ca. 1,67 kWh/km. (målt med vægten af 6 passagerer).
    – Göteborg – ældre sporvogn: 3,18 kWh/km i 2010 – totalt gns.
    – Metro M1 og M2: 3,5 kWh/km – gang med 2 for at få elforbrug til lys, tunneller, skakter mv med (39 m, max 300 passagerer)
    – DSB’s regionaltog – IR4 (det elektriske IC3): 7 kWh/km. (97 tons, 233 sæder).
    Men for at modvirke glødende ledninger kører det så på 25.000 volt.
    – Letbanen langs ring 3: Over det fysisk mulige for anlæggets udformning – Jf. kandidaten.

    Det er ikke letbanen, der er kulsort. Men jeg hælder til at tro, at der er noget der sortner hos kandidaten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top