Nyt læk
Børns Cpr-numre lækket efter aktindsigtssag

17 børns personlige oplysninger blev lækket, da Julie Christensen søgte aktindsigt i sin egen sag hos dagtilbuddet Villaen i Gladsaxe og samtidig modtog cpr-numrene på sit eget og 17 andres børn.

Gladsaxe Kommune har undskyldt fejlen, men kommunaldirektør Bo Rasmussen siger til TV2 Lorry, at han ikke kan udelukke at noget tilsvarende sker igen.

I et brev til Gladsaxe Kommune 27. august skriver Datatilsynet at der er sket et brud på persondatasikkerheden.

– På trods af det vil Datatilsynet på det foreliggende grundlag ikke foretage sig yderligere i anledning af det skete brud på persondatasikkerheden. Datatilsynet har i den sammenhæng lagt vægt på karakteren af det pågældende brud sammenholdt med, at sagens behandling må forventes at indebære et forbrug af tilsynets ressourcer, som ikke står mål med den beskyttelse af privatlivet, som en behandling af sagen vil medføre, skriver Datatilsynet blandt andet i brevet.

– Det skal dog understreges, at Datatilsynet – hvis der måtte fremkomme nye oplysninger i sagen, eller hvis der modtages nye anmeldelser om brud på persondatasikkerheden fra Gladsaxe Kommune – vil kunne genoptage nærværende sag eller lade den indgå i vurderingen af eventuelle fremtidige brud, tilføjer Datatilsynet i brevet.

Gladsaxe Kommune har tidligere haft flere tilsvarende sager, ligesom kommunen tidligere er blevet kritiseret og politianmeldt af Datatilsynet. Persondatalæk ApS slæbte sidste år Gladsaxe Kommune i retten på vegne af borgere, som fik deres data lækket fra en computer med 20.000 borgeres personnumre og andre fortrolige oplysninger i 2018.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top