Samarbejde i Høje Gladsaxe
Lions-Høje-Gladsaxe-50-19.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der blev sammenlagt uddelt 160.000 kroner til projekterne Et Fælles Høje Gladsaxe og Louisianapigerne fra Lions Gladsaxe i december. Foto: Kaj Bonne
Helhedsplanen i Høje Gladsaxe bruger Lions-penge til at styrke sammenhængskraften i bydelen

I december fik Helhedsplanen i Høje Gladsaxe 140.000 kroner til projektet Et Fælles Høje Gladsaxe, der er et samarbejde mellem menighedsplejen ved Haraldskirken, Skur 2 og den boligsociale helhedsplan i Høje Gladsaxe, Vores HG. Pengene blev doneret af Lions Gladsaxe, der i perioden 2019-2023 deler 1.000.000 kroner ud til lokale projekter i Gladsaxe Kommune.
– I ansøgningen stod der blandt andet, at pengene skulle bruges til at forny beboerhuset Pulsen, så det var beboerne selv der fik ideerne til den nye indretning og selv stod for kontakt, indkøb og andet nødvendigt under fornyelsen. Derudover skulle pengene blandt andet også bruges til at lave aktiviteter på tværs af de tre samarbejdspartnere og deres brugere for at styrke fællesskabet i hele Høje Gladsaxe, fortæller Monique Geslin Nielsen fra Helhedsplanen i Høje Gladsaxe – Vores HG.
Der var lavet en tidsplan, der skulle have projektet klar til åbningsfest allerede i slutningen af august. Men på grund af corona bliver det ikke sådan. Samarbejdspartnere og brugere blev sat måneder tilbage i processen, og der var ingen udsigter til, at man kunne starte projektet op i den nærmeste fremtid.

Åbningsfest på vej
– Noget andet måtte gøres. Og vi fandt ud af, at de sociale medier, og især Facebook, blev brugt flittigt under de værste måneder af corona. Derfor oprettede vi en facebookgruppe, der havde til formål at samle beboernes ideer og ønsker til fornyelse af Pulsen. Medarbejderne i Vores HG snakkede med forskellige brugergrupper og opdaterede jævnligt siden med forslag, billeder og andet inspiration, fortæller Monique Geslin Nielsen.
Efterfølgende har man nedsat arbejdsgrupper, der skal samle de bedste forslag og ønsker, og arbejde videre ud fra det. Her blev der blandt andet snakket om at indrette et kontor til de frivillige, nye borde og stole, et rigere planteliv og et stort vægmaleri af Høje Gladsaxe.
– Vi håber derfor at vi kan holde en åbningsfest i løbet af efteråret, siger Monique Geslin Nielsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top