Stillevejsbump – igen!
Af Henrik Kuni, Wergelands Alle 39, 2860 Søborg

Onsdag den 8. juli fik vi en besked i postkassen fra Pankas (asfalt) om at Wergelands Allé ville være spærret for gennemkørsel man. 13/07 og ons. 15/07, fordi der skulle laves nye bump.
Tors. 09/07 blev vejen afspærret af et brolæggerfirma, som skulle fjerne brostenene på bumpene! – uden varsel.
Pankas oplyser, at de ikke har noget med denne del af arbejdet at gøre, så det må være Gladsaxe kommune, der er ansvarlig for advisering, når brolæggerfirmaet ikke er, eller er de?
Pankas gjorde det rette: adviserede beboerne på vejen, hvorefter et andet firma ødelægger det hele, måske fordi kommunen ikke gider at advisere for den del, som ikke ligger hos Pankas. Jeg er dog ikke forbavset, da det er evident, at kommunen ikke magter at kommunikere på tilfredsstillende måde.
Som sædvanlig uddelegerer Gladsaxe kommune opgaver uden at kvalitetssikre og kontrollere arbejdet.
Hvornår er der nogen, der vågner og får etableret et kvalitetssikringssystem i Gladsaxe kommune? Er det nogen sinde blevet overvejet?
På grund af dårlig skiltning ang. lukket vej kom et hav af biler, varevogne og lastvogne kørende fra Søborg Hovedgade ad Wergelands Alle, hvorefter de vendte ca. udfor vor matrikel.
Dette foregik ofte ved at køre ind over fortovet, som netop er blevet totalrenoveret. Vi har nu en knækket flise + en, der er trykket 2 cm ned. Om få år vil fortovet være lige så dårligt som før! Hvad vil kommunen gøre ved dette?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top