Trafikselskabet Movia havde anbefalet, at Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune besluttede, hvilket scenarie Gladsaxe Kommune ønskede at Region Hovedstaden skal arbejde videre med i forhold til trafikbestilling i 2021.
I sidste uge vedtog Trafik- og Teknikudvalget så en ny plan for 250S, der foreslår, at den både kører til Høje Gladsaxe og Mørkhøj, når den nye køreplan træder i kraft. Region Hovedstaden skal dog også tiltræde ændringen.
– Men det burde ikke være noget problem, fortæller formanden for Trafik- og Teknikudvalget, Ole Skrald (A), til Gladsaxe Bladet.
250S kommer – efter planen i det såkaldte scenarie A (Trafik- og Teknikudvalget diskuterede fire scenarier) – til at blive opdelt i to selvstændige linjer, der betjener Gladsaxevej og Gladsaxe Møllevej, og samles igen efterfølgende. Bussen kommer til at holde ved Høje Gladsaxe hvert 20. minut, fortæller Ole Skrald.
– Gladsaxe Kommune må finansiere regionens ekstra udgifter, der kommer i forbindelse med grendelingen af linje 250S, står der i scenarie A.
For et par uger siden besluttede Region Hovedstaden ikke at nedlægge 250S mellem Gladsaxe Trafikplads og Bagsværd Station, som det ellers var foreslået, i forbindelse med regionens budgetaftale.