Ali vil kende sine kunder
ali-cafe-melia.jpg
Ali Caglayan er glad for sin cafés store udeareal, når nu han har åbnet café midt i coronaen. Foto: Gitte Ganderup
For ejeren af Café Melia er god service lig med at man taler med sine kunder lige som de også gerne må kende ham

Egentlig regnede Ali Caglayan med et kunne åbne Café Melia i februar. På kalenderen havde de klippet januar af men inden de kom så langt, standsede en vandskade under gulvet i hele baglokalet og halvdelen af de ny-renoverede café lokale den plan.

– Så åbnede vi den 18. maj sammen med alle de andre caféer og restauranter. De første måneder kunne vi godt mærke at folk var lidt bekymret for at gå ud. Men vi havde og har stort fokus på at spritte af og efterhånden kender folk os, siger Ali Caglayan.

Det har altid været en drøm for Ali at tage imod gæster i sin egen café, hvor han selv bestemmer hvordan kvaliteten af både mad, drikkevarer og stemingen skal være.
– Jeg har arbejdet i cafébranchen i mange år, så jeg ved hvad jeg synes er godt. Her hos mig er det de bedste og friske råvarer, siger han.

Måske en café-kat?
Café Melia er opkaldt efter Alis datter på fire år. Det var hendes tur efter at Alis tidligere grillbar var opkaldt efter hans ældste søn Alex. Udover at datteren hedder Melia, er hele familiens forbogstaver også repræsenteret i navnet. M fra Melia, E fra Elias, L for Line, som Alis hustru hedder og A for både Alex og Ali.
– Så mangler vi kun I, så vi snakker om at få en kat som hedder Ib, griner Ali.

Det er naturligt for Ali og den måde som han gerne vil drive sin café på at kunderne ved hvad hans børn hedder og at de kender ham.
– Det er vigtigt for mig at der er god service her. At mine ansatte smiler og taler med kunderne. Lærer dem at kende og løber stærkt for dem, siger han.

Udendørs servering
Fremtiden for Café Melia er, lige som for resten af restaurationsbranchen, ikke lutter lagkage med udsigten til stigning i smittetallene. Men Ali er alligevel fortrøstningsfuld fordi han har et godt udeareal.
– Der er ret mange pladser ude foran fordi lokalet ligger trukket lidt tilbage. Så der er god plads mellem bordene og man kan sidde ude, siger han.

Regeringens seneste stramning med påbud om mundbind til ikke-siddende gæster i bylivet og at alle steder skal lukkes klokken 22 tager Ali i mod.
– Vi forholder os selvfølgelig til de coronaregler som kommer og følger hvad eksperterne og regeringen siger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top