- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Bliver bydelens kulturhus

Væk fra bagsiden og om på forsiden af Høje Gladsaxe. Høje Gladsaxe Bibliotek skal danne rammen for både bibliotek, brugere, kultur og meget mere. Og brugerne var i sidste uge inviteret til at se bygningen og komme med idéer til det nye hus.

Bibliotekschef Jakob Lærkes bød indenfor og viste rundt på byggepladsen der skal blive til et slags kulturcenter, men hvor der lige nu står rør, maskiner, rundsave, malerbøtter, boremaskiner, Rockwool og europapaller.

I februar, når huset efter planen åbner, vil der blandt andet være en café-agtig indgang, aktivitetsrum med foldbare glasvægge, undervisningskøkken, møderum, krea-rum og handicapvenlige toiletter. Bygningen får også CO2-styret udsugningsanlæg, lydisolerende noprede vægge og dagslys fra masser af vinduer, på i alt cirka 1000 kvadratmeter.

– Det skal ikke bare være et bibliotek. Det skal være hyggeligt, rart og hjemligt – det skal være et kulturhus. En af kernetankerne er at skabe en indgang, et sted, til de positive tilbud til borgerne, så det sociale liv kan blive samlet og området styrket. Og jo mere liv vi får i de her rum, jo mere trygt bliver her, fortæller en begejstret Jakob Lærkes.

Bibliotekschef Jakob Lærkes viste rundt i og fortalte om planerne for Høje Gladsaxes kommende kulturhus. Foto: Kaj Bonne.

Bibliotekschef Jakob Lærkes viste rundt i og fortalte om planerne for Høje Gladsaxes kommende kulturhus.
Foto: Kaj Bonne.

Bydelens hus
Foreninger, rådgivninger og biblioteket skal sammen være med til at skabe kulturhuset, sagde Jakob Lærkes. Og tilbage på det ”gamle” Høje Gladsaxe Bibliotek var der forslag fra lokale borgere om alt fra udstillinger til malerum, samt ros til idéoplægget.

– Lige nu er der ikke en facitliste, så dem der bruger stedet skal være med til at definere det, fortalte børnebiblioteker og koordinator, Tanja Clausen.
– Det skal blive bydelens hus, som vi alle har ansvar for bliver et godt sted. Og der skal være plads til at mødes med dem vi plejer at mødes med, og til dem vi ikke plejer at mødes med, tilføjede lederen af Social Balance, Mette Dybkjær.

Foto: Kaj Bonne.

Foto: Kaj Bonne.