- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Børnevenlig hverdagsmad på rådhustorvet

Hvis man har kørt fordi Gladsaxe Rådhus i den seneste tid, har man nok lagt mærke til at der er blevet bygget og banket i den gamle rådhuscafé. Og i sidste uge åbnede Magnes Madhus – en restaurant og take away-sted med sund mad.

Og interessen for rådhustorvets nye spisested er stor. Mens Gladsaxe Bladet talte med ejeren, Michael Moncur, var der adskillige mennesker henne og trykke næsen mod ruden og spørge til, hvad de kunne få at spise når restauranten åbnede. Hverdagsmad som pasta med kødsovs og boller i karry, salater, en kop kaffe, en øl, gourmet-is eller en øko-slush ice og meget andet, var svaret fra Moncur.

– Der har været overvældende meget interesse. Folk har været ærgerlige over at her har været tomt, og har savnet noget her ved rådhuset, fortæller han til Gladsaxe Bladet.
Der er satset på et lyst ”look”, som både skal appellere til biblioteksgæster, gymnasieelever og ikke mindst børnefamilier, med et børnehjørne med børnemøbler og tegnegrej.

– Vi synes at der mangler noget i området til børnefamilier til en pris som kan sammenligne med McDonald’s, tilføjer Michael Moncur, der har udviklet services til restaurationsbranchen i næsten 10 år, men altid har haft en drøm om at åbne en restaurant. Madhuset er opkaldt efter sønnen Magne.