Budgetforlig blev smallere
To partier ude af budgetforhandlinger efter krav om ”bindende delaftale” om dagtilbudsstrategi

For et par uger siden sagde Gladsaxes borgmester, Trine Græse (A), til byrådsmødet at hun håbede på et bredt budgetforlig. Men sidste onsdag blev Enhedslisten og Lokallisten Gladsaxe, efter de to partiers eget udsagn, stillet et ultimatum – en ”bindende delaftale” – for at deltage i de videre budgetforhandlinger.

Nemlig at man skulle forpligte sig til at gennemføre principperne for Dagtilbudsstrategi 1 og 2 (inklusive implementeringsplan), som det senest blev vedtaget i byrådet i juni af A, B, C, F og O – uanset om man endte med at skrive under på budgettet eller ej. Nedlæggelse af små børnehuse og skovgrupper er en del af implementeringsplanen.
Og det ville hverken Enhedslisten eller Lokallisten Gladsaxe.

– Vi må konstatere, at borgmesterens udmeldte ønske om et bredt budgetforlig på ingen måde var helhjertet ment – og vi er reelt smidt ud af budgetforhandlingerne for i år. Denne mundkurv – og dermed begrænsning af ytringsfrihed – kunne vi som nyt parti i byrådet – og som forkæmpere for børns trivsel og tryghed – ikke acceptere, fortæller Lise Tønner og Lene Svendborg (LG).

– Jeg har aldrig oplevet før, at man i forhandlingerne skulle binde sig – også fremadrettet – til bestemte politiske betingelser, bare for overhovedet at få lov til at deltage i forhandlingerne. Det er simpelthen en helt, helt uacceptabel måde at forhandle på. Og jeg er både utrolig vred, og utrolig skuffet over de partier, som accepterer denne fremgangsmåde, siger Trine Henriksen (Ø).
– Vi havde forsøgt at foreslå forskellige kompromiser, hvor vi accepterede dele af daginstitutionsstrategien, men de blev afvist, tilføjer hun.

Ønsker stadig bred aftale
Borgmester Trine Græse (A) har dog en anden udlægning af sagen. Enhedslisten har fra starten været uenig i enkelte dele af dagtilbudsstrategien, siger hun.

– Det respekterer jeg, og jeg har derfor heller ikke forestillet mig, at de skulle skifte holdning. Jeg har alene bedt om at respektere flertallets beslutning om denne meget vigtige sag. Det fremgår af den delaftale der blev fremlagt, og det understregede jeg også meget tydeligt på vores møde, siger Trine Græse til Gladsaxe Bladet.

– Det er ikke usædvanligt at man afklarer helt centrale dele af en aftale, før man fortsætter forhandlingerne om alt det øvrige, tilføjer hun.

Borgmesteren mener samtidig at hendes forslag har et stort fokus på børn, med indførelse af minimumsnormeringer og nybyggeri af svanemærkede børnehuse, der skal sikre at der er plads til et stigende børnetal.
– Det er hjerteblod for mig at vi står fast på den plan, som er vedtaget af et stort flertal af byrådet. Der er lagt mange kræfter i at komme dertil hvor vi er i dag, og for at vi kan gennemføre planen er det nødvendigt at vi står fast. Det mener jeg at vi skylder vores borgere, siger Trine Græse, som tilføjer at hun stadig ønsker en bred aftale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top