Cruisede til sejr
Sylle.jpg
Sylvester Seeger-Hansen sendte AB på sejrskurs i det fjerde minut (arkivfoto). Foto: Peter Kenworthy
AB Gladsaxe vandt 4-0 i Roskilde efter solid holdindsats

AB startede offensivt og energisk, og pressede Roskilde KFUM højt oppe på banen i lørdagens udekamp i fodboldens 2. division øst.  Det gav gevinst efter bare fire minutter, da en velspillende Sylvester Seeger-Hansen tørt sparkede bolden i kassen til 1-0. Roskilde KFUM fik annulleret et mål efter 23 minutter, og på det efterfølgende angreb overspillede AB’erne hjemmeholdet, og en fri Emmanuel Bio kunne banke bolden i nettet til 2-0.

Og Akademikerne fortsatte med at skabe chancer efter pausen, mens hjemmeholdet havde svært ved at bryde igennem et solidt AB-forsvar.

Efter 54 minutter spillede Sylvester Seeger-Hansen Frederik Christensen fri mellem et par Roskilde-spillere, og Christensen tog et træk forbi målmanden og scorede i det tomme net til 3-0. Og i sidste minut scorede indskiftede Emil Mygind til slutresultatet 4-0, efter en hurtig AB-omstilling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top