For højt smittetal giver nye tiltag
Politikere-i-folketinget-7.jpg
Foto: Peter Kenworthy
Statsminister Mette Frederiksen præsenterede nye coronatiltag og opfordrede til begrænset social omgang på pressemøde

– Det er sundhedsmyndighedernes vurdering, at vi er på et [coronasmitte-]niveau der er for højt, fortalte statsminister Mette Frederiksen (A) på et pressemøde fredag eftermiddag, hvor hun også henvendte sig til de unge.

– Meget tyder på at en del også unge og yngre kan få alvorlige senfølger af corona. Det kan ramme alle aldersgrupper … Og et ungt menneske kan smitte videre, fortalte statsministeren.

Hun præsenterede samtidig nye coronatiltag, der indtil videre gælder indtil 4. oktober. Herunder at forsamlingsforbuddet bliver sænket til 50 personer (med enkelte undtagelser som for eksempel i idrætten), at der indføres skærpede retningslinjer til brug af mundbind når man eksempelvis skal til lægen, og at alle skal begrænse social omgang med andre mennesker.

– Vi skal ses færre og i mindre grupper. Hvis vi ikke gør noget, er vi i en stor risiko for at smitten løber løbsk, sagde Mette Frederiksen.

Hun opfordrede samtidig til at man undgik offentlig transport i myldretiden, hvis det kan lade sig gøre, og at man arbejdede hjemmefra, så vidt det er muligt.

Hvis vi derimod lykkes med at nedbringe smitten i løbet af de kommende uger, kan nogen af tiltagene blive løsnet igen, tilføjede Mette Frederiksen.

Læs mere om alle de konkrete tiltag i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.

Du kan holde dig opdateret om corona hos myndighederne generelt, hos Gladsaxe Kommune, samt se tal for blandt andet Gladsaxe hos Statens Serum Institut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top