Hælervarer i hobetal
Tyveknægt-COLOURBOX30766943.jpg

a burglar tries to break in with an open window with a crowbar

Foto: Colourbox
Op mod en kvart million danskere købte hælervarer sidste år og ’bestiller’ dermed reelt indbrud

Fredag anmeldte en beboer i Mørkhøj at han havde overrasket et par tyve, der var i færd med at gennemrode hans lejlighed. I Gladsaxe blev der sidste år anmeldt 577 indbrud i beboelser, men kun syv tilfælde af hæleri. Men der er en klar sammenhæng mellem indbrud og hæleri, så hvis man vil være med til at nedbringe antallet af indbrud, skal man ikke købe stjålne varer.

Ifølge en ny rapport fra Realdania, der har undersøgt de danske hælermarked, køber danskerne nemlig omkring 600.000 stjålne varer årligt for et beløb i omegnen af 2 milliarder kroner – alt fra tøj og parfume, til elektronik og designerlamper. Op mod en kvart million danskere køber de stjålne varer. En voksende del af disse hælervarer sælges på nettet.

– Hvis du køber hælervarer, bestiller du i realiteten et indbrud og øger risikoen for, at du eller naboen får besøg af indbrudstyve. Danmark har tre gange flere indbrud i private hjem end for eksempel Sverige og Tyskland, så der er god grund til at sætte ind. Hvis danskerne er mere opmærksomme, når de shopper brugt, bliver det vanskeligere for indbrudstyvene at afsætte de stjålne varer, siger Britt Wendelboe, der er programchef for partnerskabet Bo trygt, som TrygFonden, Foreningen Realdania, Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd står bag.

Bo trygt lancerer nu kampagnen ’Hæler? Ikke mig’, der skal hjælpe danskerne til at styre uden om hælervarer på nettet. Kampagnen skal bidrage til at øge danskernes kritiske sans, når de shopper brugt.

– De fleste vil nok mene, der er noget uldent ved det, hvis en handel skal foregå på en rasteplads, eller sælger kun tager imod kontanter. På samme måde skal danskerne være mere opmærksomme, når de handler brugt på nettet. Derfor hjælper vi med nogle enkle råd, så det er nemt at gøre det rigtige: Betal med MobilePay og kig efter NemID hos sælger, så ved du hvem du handler med. Folk, der sælger stjålne varer, ønsker ikke at blive sporet, så hvis de kun vil tage imod kontanter, bør alarmklokken ringe, siger Britt Wendelboe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top