Ingen vilje til samarbejde
Ved årets budgetforhandlingerne blev alle partier præsenteret for en skriftlig aftale, hvor man skulle binde sig til at acceptere Dagtilbudsstrategi 1 og 2.

Trine Henriksen, Torben Madsen og Michael Dorph Jensen, Enhedslisten

Ved årets budgetforhandlingerne blev alle partier præsenteret for en skriftlig aftale, hvor man skulle binde sig til at acceptere Dagtilbudsstrategi 1 og 2. To aftaler, vi i Enhedslisten har stemt imod for at undgå lukning af gode, veldrevne, små institutioner og skovgrupper. I stedet vil Dagtilbudsstrategien betyde flere store institutioner med op til 130 børn, der placeres tæt på motorveje og gør indhug i kommunens begrænsede grønne områder.

Borgmesteren krævede, at alle partier underskrev aftalen, inden budgetforhandlingerne kunne fortsætte. Vi ville hermed være bundet til at acceptere politiske beslutninger om kommunens daginstitutioner, som vi er lodret uenige i – og vi ville også være bundet af aftalen, selv hvis vi endte med at stå udenfor det endelige budgetforlig, fx hvis aftalens hensigtserklæring om at forsøge at bevare Bagsværd Børnehave, ikke blev indfriet.

Det er ikke det, vi forstår ved et godt politisk samarbejde. Det er enormt ærgerligt, for budgetudspillet havde mange gode takter, fx et markant løft af normeringerne i daginstitutionerne og flere penge til kollektiv trafik. Derfor så vi gode muligheder for forhandlinger, hvor Enhedslisten kunne støtte den endelige budgetaftale. Det er trist, at borgmesteren og Byrådets flertal fravælger et bredt samarbejde om kommunens budget. Vi kan love, at vi vil blive ved med at stille kritiske spørgsmål og forslag til at sikre mangfoldighed inden for Gladsaxes daginstitutioner – børn er forskellige, og der skal være forskellige tilbud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top