Insulin og menneskerettigheder
Novo-2.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Novo får kritik for iransk insulinsatsning i Danwatch-undersøgelse. Vi er ikke gået på kompromis med forretningsetiske principper, svarer Novo

I bestræbelserne på at erobre det lovende iranske insulinmarked har Novo Nordisk allieret sig med et forretningsimperium, Setad, der systematisk overtræder menneskerettighederne, siger research-centeret Danwatch i en ny undersøgelse udgivet sidste uge. Undersøgelsen er gennemført sammen med det iranske eksilmedie Zamaneh.

– Setad [er] et gigantisk forretningsimperium grundlagt med penge fra konfiskering af jord og ejendom tilhørende politiske modstandere af det iranske præstestyre, herunder politiske fanger, forfulgte religiøse minoriteter, eksiliranere og andre iranere, der er faldet i unåde, skriver Danwatch i undersøgelsen, der er baseret på informationer fra tidligere ansatte, menneskerettighedsaktivister og eksperter i social ansvarlighed, som Danwatch og Zamaneh har talt med.

Siden 1989 har Setad, ifølge Danwatch, været kontrolleret af Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei.

I den amerikanske ngo Freedom Houses seneste ”Freedom in the World”-rapport konkluderer ngo’en at den endelige magt i Iran ligger hos Khamenei.

Danwatch påpeger i undersøgelsen, at man ikke har påvist noget konkret brud på sanktioner eller på international lovgivning, men Danwatch sætter samtidig spørgsmålstegn ved, om det er muligt at gøre forretninger i Iran uden at gå på kompromis med retningslinjerne for ansvarlig virksomhedsdrift.

Ikke gået på kompromis
Den konklusion er Novo Nordisk, der er Danmarks største medicinalvirksomhed og verdens største producent af insulin, med hovedsæde i Bagsværd, dog ikke enig i.

– Danwatch media har offentliggjort en række artikler om Novo Nordisks forretning og aktiviteter i Iran. De kontaktede os for et par måneder siden, og vi har samarbejdet med dem og besvaret deres spørgsmål. Vi er uenige med artiklernes påstand om, at Novo Nordisk er gået på kompromis med forretningsetiske principper, udtaler pressechef i Novo Nordisk, Mette Kruse Danielsen, til Gladsaxe Bladet.

Novo har drevet forretning i Iran siden 2005 med fokus på at levere medicin til patienter med kroniske sygdomme. Næsten en halv million iranere med diabetes får i dag bedre behandling med hjælp fra Novos lægemidler, siger Novo desuden til Gladsaxe Bladet.

Novo Nordisk har fastholdt sin levering af medicin til iranske patienter, også gennem perioder med vanskelige forhold og internationale sanktioner. Medicin er dog undtaget fra disse sanktioner, tilføjer medicinalvirksomheden.

FAKTA
Human Rights Watch skrev i organisationens seneste årsrapport at det iranske styre sidste år brutalt undertrykte protester og idømte menneskerettighedsaktivister årtilange fængselsdomme.
Iran har desuden dødsstraf – blandt andet for homoseksualitet. I september blev bryderen Navid Afkaris dødsdom eksekveret, efter hvad Amnesty International omtaler som en uretfærdig rettergang, og ifølge FN’s menneskerettighedsråd har det iranske styre eksekveret over 200 dødsdomme i 2019.

I Novos årsskrift for 2019 siger man at man overholder menneskerettighederne, og at man følger ”internationale standarder, herunder FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv, frivillige forpligtelser såsom de 10 principper fra FN’s ‘Global Compact’ og anbefalingerne fra ‘Task Force on Climate-related Financial Disclosures’”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top