Konstant kontantløs?
Kontanter-COLOURBOX1105882.jpg
Der bliver brugt færre og færre kontanter. Ikke mindst under coronaen. Foto: Colourbox
Et samfund uden kontanter har mange fordele men er ikke nødvendigvis for alle

De fleste af os tænker måske ikke så meget over at lommerne eller tasken ikke længere klinger med mønter eller knitrer med pengesedler. Ikke mindst her under coronaen, hvor man flere steder har haft svært ved at betale med kontanterne.

Vi bruger bare kreditkortet eller mobilen til at betale med.

Antallet af hævninger og indskud af kontanter er blevet mere end halveret inden for de sidste fem år, viser tal fra Danmarks Statistik. Antallet er faldet endnu mere under coronakrisen, og Finans Danmark forventer at faldet i brugen af kontanter vil fortsætte.

Varehuschef i Kvickly Buddinge, Kenneth Mattsson, fortæller at der for tiden kun bliver handlet for 5-10 procent i kontanter i hans butik.
– Det er ikke mange penge der er i boksen. Generelt betaler alle med kort, siger han til Gladsaxe Bladet.

I Meny i Søborg er man oppe på omkring 15 procent i kontanter, men før coronaen var tallet 25 procent, fortæller Meny-købmand Per Mikkelsen.

Har taget det kontantløse samfund til sig
Et kontantløst samfund kan være godt for bekæmpelsen af bankrøverier, sort økonomi og skatteunddragelse. Og kontanter er dyre at have i omløb. Men der er også nogen der stadig har mere eller mindre brug for kontanterne, ligesom vi alle risikerer at blive endnu mere overvåget uden dem.

Som konen der udsættes for hustruvold, og som lægger et par sedler til side hver måned, så hun kan stikke af fra manden. Ældre eller svagtseende mennesker, der skal bruge kontanter til at betale dem der handler ind for dem. Hjemløse. Børn, der skal have lommepenge eller skal ned og købe slik.

Eller dem der lige kan få økonomien til at løbe rundt, ved at hæve et bestemt beløb hver måned, og lægge forskellige beløb i kuverter til mad, julen eller andre fornødenheder.
Formanden for Seniorrådet i Gladsaxe, Inge Mandrup, fortæller at hun hører at flere ældre borgere giver udtryk for at de gerne vil have kontanter i pungen.

– Et kontantløst samfund må vi nok forudse, men jeg hører ofte, at det er problematisk ikke at have kontanter, da flere ældre borgere stadig ikke er trygge ved digitaliseringen, tilføjer hun.
Samtidig fortæller formanden for Ældre Sagen Gladsaxe, Lise Vork, at hun fornemmer at ældre mennesker har taget det kontantløse samfund til sig. Ikke mindst under coronaen.

– Der vil selvfølgelig altid være tilfælde, hvor folk kommer i klemme, men de er oftest virkelig handicappede på en eller anden måde. Mine medlemmer melder faktisk ikke om store problemer – de er udmærket klar over risikoen ved smitte via kontanter og bruger kort og opfordrer andre til at holde afstand, tilføjer hun.

Skal kunne betale med kontanter
Man skal dog stadig generelt kunne betale med kontanter, også under coronakrisen. Efter betalingslovens §81 – også kaldet kontantreglen – skal butikker tage imod kontanter fra 6-22, hvis de tager imod kort- og mobilbetalinger, skrev Forbrugerombudsmanden på sin hjemmeside i maj.

Flere busselskaber har haft dog stoppet for kontantbetaling under coronakrisen, ikke mindst fordi chaufførerne var bekymrede for at blive smittet, eller smitte andre, med corona. Blandt andet Movia. Bilka anbefaler at man så vidt muligt undgår at bruge kontanter i deres butikker. Og Dansk Erhverv ser gerne, at restauranter og caféer skal kunne sige nej til kontanter.
Det er dog endnu ikke til at vide, om kontanterne forsvinder samme vej som faxen og fastnettelefonen.

Varehuschef i Kvickly Buddinge, Kenneth Mattson, fortæller at han i hvert fald ikke har nogen holdning til, om man bør udfase kontanter eller ej.
– Det er jo en politisk beslutning, mener han.

Rent forretningsmæssigt er Meny-købmand Per Mikkelsen gladest for betalingskort, fortæller han.
– Men alle penge er penge for os. Så vi kunne aldrig finde på at tage en beslutning om at vi ikke vil tage kontanter, tilføjer Per Mikkelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top