- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Opbakning til grøn omstilling

– Med den kommende Strategi for Grøn Omstilling vil Gladsaxe Kommune hvert år igangsætte nye initiativer og gennemføre langsigtede investeringer, der nedsætter CO2 belastningen inden for områderne energi, transport og cirkulær økonomi, kan man læse i Gladsaxe Kommunes budgetaftale for 2021-24.

Og der er fortsat stærk folkelig opbakning til den grønne omstilling i befolkningen.
Næsten to ud af tre af respondenterne i den grønne tænketank CONCITOs Klimabarometer 2020 svarer, at det er vigtigt, at Danmarks klimaindsats er blandt de mest ambitiøse i verden, og danskerne ønsker samtidig handling fra politikerne, viser barometeret.

Statistikker fra analysebureauet Ipsos fra sidste år at over fire ud af ti danskere lægger det største ansvar for at reducere CO2-udledningen hos kommunerne og Folketinget (21 procent siger erhvervslivet, 19 procent forbrugerne selv og 15 procent EU), og at hver anden dansker oplever at global opvarmning er en trussel mod dem selv eller deres lokalsamfund i dag.

På vej mod 3 grader
Ifølge en ny FN-rapport har tørke og andre effekter af den globale opvarmning haft store konsekvenser for såvel samfund som økonomier i de seneste år og i store dele af verden. Og effekten af blandt andet oversvømmelser og mangel på drikkevand vil stige i de kommende år.

Ifølge rapporten forventes den gennemsnitlige globale temperatur for 2016-2020 at være den højeste nogensinde målt, omkring 1,1 grader over 1850-1900. De globale CO2-udledninger er desuden over 60 procent højere end i 1990.

– Hvis vi skal lykkes med at holde globale temperaturer under 1,5 grader skal verdens nationer skære drastisk ned på deres emissioner, med et mål om at opnå CO2-neutralitet i 2050, siger FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, i rapportens forord.

Ifølge FN-rapporten er vi dog derimod nærmere på vej mod en stigning på over 3 grader i slutningen af dette århundrede, hvis vi ikke øger ambitionsniveauet.
Ifølge websiden Carbonbrief vil en sådan temperaturstigning blandt andet medføre endnu flere hedebølger, længere tørkeperioder, flere oversvømmelser, flere ukontrollerbare skovbrande og flere områder med malaria.

FAKTA
Gladsaxe Kommune har, ifølge en status for Gladsaxes CO2-udledning i 2019, reduceret udledningen af CO2 med 40 procent siden 2007. Reduktionen skyldes dog i høj grad en stigning i produktionen af grøn strøm. Til gengæld udgør trafikken en stigende andel af CO2-udledningen i Gladsaxe – i 2019 45 procent.

I et livsstilskatalog om klimabelastning fra 2017, pointerer CONCITO at drivhusgasudledningen per dansker er på 19 ton. Danskerne er dermed verdens syvende mest CO2-udledende folkefærd, og vores livsstil er baseret på et ikke-bæredygtig ressourcegrundlag, konkluderer CONCITO.

– FN’s klimapanel IPCC vurderer, at hvis den globale opvarmning skal begrænses til under 2 grader, skal vi globalt ned på en udledning, der svarer til ca. 2-3 ton CO2 pr. verdensborger i 2050, tilføjer man.
Hvis klimaaftrykket også blev opgjort efter hvem der køber varer og tjenester, ville Gladsaxe-borgernes og danskernes klimaaftryk dog være langt højere, viser beregninger fra erhvervstænketanken Axcelfuture.
– I 2015 blev der udledt knap 50 millioner ton CO2 i Danmark, men vores forbrug gav anledning til udledning af godt 70 millioner ton CO2. Danskernes forbrug har altså et CO2-aftryk, der er betydeligt større end vores CO2-udledning, skriver Axcelfuture.