Snotnæser er ikke længere coronasymptom
Snotnæse-COLOURBOX26224779.jpg

Little boy blowing his nose into tissue. healthcare and medical concept.

Foto: Colourbox
Børn i Gladsaxe skal ikke være hjemme i 48 timer efter de er kommet af med snotnæsen

Gladsaxe Bladet har i den seneste uge hørt fra flere Gladsaxe-borgere der har følt sig i klemme i kommunens retningslinjer, der sagde at man ikke kan få passet sit raske barn før 48 timer efter at barnet har haft løbenæse.

Ida Gulløv-Elley, der er teknisk designer fra Bagsværd, fortalte Gladsaxe Bladet at hendes treårige, der lige er startet i børnehaven, måtte være hjemme en hel uge.

– Jeg er meget hidsig over at de sender vores raske børn hjem fra institutionerne. For hvad skal vi gøre? Skal vi have et privat vagtværn, der skal passe alle børnene med løbenæse? Vi skal jo passe vores arbejde, og os med småbørn får ikke rabat på arbejdstiden, fortalte Ida Gulløv-Elley til Gladsaxe Bladet.

Forvirrende udmeldinger
De mest almindelige symptomer på coronavirus er, ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO, feber, tør hoste og træthed. WHO nævner ikke snotnæser, heller ikke i organisationens list over et alvorlige eller almindeligt forekommende symptomer. Det britiske sundhedsvæsen, NHS, og det statslige norske helsenett har heller ikke snotnæser med på listen over symptomer på coronavirus.

Og Sundhedsstyrelsen skriver den 31. august i en pjece, at ”symptomerne på COVID-19 er typisk tør hoste, ondt i halsen, feber, hovedpine, vejrtrækningsbesvær, muskelsmerter”. Heller ikke noget om snotnæser.

Den 25. august skrev Sundhedsstyrelsen godt nok i en skrivelse, at ”symptomerne kan variere fra person til person, og symptomerne, f.eks. om man har feber eller ej, kan ikke bruges til at udelukke, at man har COVID-19. Stoppet næse eller løbenæse uden andre symptomer er ikke typisk for COVID-19”.

Og det havde flere kommuner, heriblandt Gladsaxe, valgt at tolke som at snotnæser var et coronasymptom.

Ændrer praksis
I et forældrebrev fra chefen for dagtilbud i Gladsaxe Kommune, Margit Gleerup, kunne man blandt andet læse:

– For at undgå smitte, kan børnene fortsat ikke være i børnehusene ved det mindste tegn på sygdom … Et mildt symptom kan eksempelvis være løbenæse. Hvis personalet oplever, at et barn har løbenæse gentagne gange, efter at næsen er blevet tørret af, skal personalet betragte det som et symptom på sygdom og sende barnet hjem, skriver Margit Glerup.

Sundhedsstyrelsen har erkendt at retningslinjerne for, hvornår børn bør blive hjemme, ikke har været præcise nok. Og i går var Sundhedsstyrelsen så ude og melde ud at børn med snotnæser gerne må komme i skole og daginstitution.

– Det er helt almindeligt, at næsen producerer noget klart slim, og den slags børn må gerne komme i institution, de må gerne komme i vuggestue og de må gerne komme i børnehave, fortalte konstitueret vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, til TV2.

Det har Gladsaxe Kommune taget til efterretning, og har ændret praksis.

– Det er jeg rigtig glad for. Det er det, vi har bedt om, så det vil vi selvfølgelig rette os efter. For det betyder, at både vi og vores børnefamilier ved, hvordan vi skal forholde os, så vi kan passe bedst muligt på vores børn og medarbejdere, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse. Gladsaxe Kommune har sendt ny information ud til forældrene.

Skal holde smitten nede
At snotnæser nu er helt væk fra Sundhedsstyrelsens symptomliste løser til dels forældrenes problemer, men ikke nødvendigvis smitteproblemet.

Fællestillidsrepræsentant hos BUPL for pædagogerne i Gladsaxe, Karina Marcher Holm, pointerer at det stadig er vigtigt at holde smitten nede – snotnæser eller ej.

– Det er selvfølgelig en udfordring, både for forældre og personalet – hvor en del jo også er forældre. Men det kan hurtigt blive et problem for et helt børnehus, hvis der kommer en ned og smitter de andre, tilføjer Karina Marcher Holm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top