Søde sager
I sidste uge var der på Facebook en debat om sukkerholdige drikke på vores plejehjem.

I sidste uge var der på Facebook en debat om sukkerholdige drikke på vores plejehjem. En medarbejder på ældreområdet i Gladsaxe delte en artikel. Den handlede om, hvordan Amager hospital havde kræset om patienterne, med indbydende læskedrikke i sommervarmen. Medarbejderen udtrykte ærgrelse over, at vi på vores plejehjem ikke kunne gøre det samme.

Borgmesteren svarede på kommentaren og gav udtryk for at dette måtte bero på en misforståelse.

Vi kan dog godt huske, at vi i starten af denne byrådsperiode, blev informeret om en politisk vedtaget “ sukker-politik” på Gladsaxes plejehjem. Man mente at sukkerholdige drikke var medvirkende til, at nogle ældre ikke havde appetit til at spise. Derfor skulle søde drikke ikke tilbydes på plejehjemmene.

Lad os med det samme slå fast, at vi ikke er enige i den betragtning. Vi tror tværtom, at vores ældre ved indtag af sukker og kulhydrater, vil få mere energi til at spise. Søde sager udløser endda endorfiner, der kan mindske både fysiske og følelsesmæssige smerter og give en lykkefølelse.

Vi skal selvfølgelig passe og pleje vores ældre på bedste vis, men vi skal ikke være formynderiske på denne helt absurde måde.

Heldigvis lader det til, at også borgmesteren nu finder sukker-politikken forkert. Derfor forventer vi, at alle vores plejehjem, vil tilbyde sukkerholdige drikke som en del af det daglige udvalg fremover. Vi skal forsøde de ældres tilværelse – ikke udvise rigid detailstyring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top