Stop for spildevand
U11-Utterslev-Mose-1.jpg
U11 (til venstre i billedet) udleder vand fra Gladsaxe til Fæstningskanalen ved indløbet til Utterslev Mose. Foto: Peter Kenworthy.
Københavns Kommune siger man udleder mindre spildevand i Utterslev Mose. Nu er det Gladsaxes tur

Bispebjerg Lokaludvalg pegede i august på vigtigheden af at stoppe spildevandstilførslen til Utterslev Mose fra overløbsbygværkerne ’U11’ med udløb fra Gladsaxe Kommune og ’UM26’ i Københavns Kommune, i et brev til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune.

– Vi anser det for en skandale, at Gladsaxe Kommune i 2020 stadig via afløb U11 udleder ganske megen forurening i Fæstningskanalen og hermed i Utterslev Mose, skrev man blandt andet i brevet.
Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune udarbejdede efterfølgende et notat om planerne for de to overløbsbygværker, på baggrund af Bispebjerg Lokaludvalgs henvendelse.

– Selve overløbsbygværket ’U11’ er beliggende i Københavns Kommune, men oplandet til udløbet ligger primært i Gladsaxe Kommune. U11 udleder til Fæstningskanalen ved indløbet til Utterslev Mose og har opland i Gladsaxe og Tingbjerg. Størstedelen af den ønskede reduktion fra U11 er imidlertid afhængig af en indsats fra Gladsaxe Kommune, skriver forvaltningen blandt andet i notatet.

– Som følge af en bedre vandgennemstrømning og en mindsket belastning fra de københavnske kloakoverløb er næringsniveauet blevet væsentligt reduceret. Der er dog fortsat kloakoverløb fra f.eks. Gladsaxes side af Utterslev Mose, og hertil kommer en stor fosforrig sedimentpulje, hvilket betyder, at vandet stadig er meget næringsrigt, tilføjer Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i brevet.

Er i gang
Gladsaxe Kommune er dog i gang. Ifølge en investeringsoversigt for 2019-2028, forventer Gladsaxe Kommune at skulle investere op imod 600 millioner kroner på blandt andet at nedsætte overløb og belastningen af spildevand fra Gladsaxe i mosen.

– Vi tager hele spildevandsproblematikken meget alvorligt. Vi har de seneste år investeret en lille milliard i klimatilpasning og spildevandssikring og nu har vi så sat 600 millioner ekstra af til arbejdet i den kommende tid, siger formanden for Miljøudvalget i Gladsaxe Kommune, Tom Vang Knudsen (A).

Gladsaxe Kommune arbejder desuden henimod en separation af regnvand og spildevand i fremtidens kloakker – såkaldt ” fuld separatkloakering” – så der ikke længere sker overløb med spildevand til vandområder som Utterslev Mose, der ifølge forsyningsselskabet Novafos vil være gennemført i 2055 eller 2070. Gladsaxe Kommune fortæller at man og Novafos har til hensigt leve op til vandplanens krav inden udløb af 3. planperiode i 2027. Dette kommer også til at fremgå af den kommende spildevandsplan, der forventes at blive sendt i offentlig høring omkring 1. december 2020, fortæller Gladsaxe Kommune i en mail til Gladsaxe Bladet.

For Utterslev Mose og Nordkanalen vil det konkret betyde at fællessystemet i Gladsaxe Kommune bliver koblet til den kommende Svanemøllens Skybruds tunnel (et fælleskommunalt projekt med København og HOFOR som tovholder, der forventes af være etableret i 2027), hvorefter der, ifølge Gladsaxe Kommune, kun vil ske minimal spildevandsbelastning på disse to vandområder.

De endelige tiltag til at mindske overløb af spildevand ved U11 til Fæstningskanalen er endnu ikke identificeret. Sandsynligvis skal der skabes noget mere forsinkelsesvolumen, og allerede separat-kloakerede områder skal kobles fra fællessystemet. Planlægningen af dette starter i starten af næste år og forventes etableret omkring 2025, tilføjer Gladsaxe Kommune.

FAKTA
For omkring 80 år siden var Utterslev Mose ren, og mosen er i dag fredet og udpeget som et beskyttet område. Utterslev Mose har været forurenet af spildevand i mange årtier, og i 1968 blev mosen erklæret biologisk død. Senest i 2027 (fristen blev forlænget fra 2015) skal Utterslev Mose være i ”god økologisk kvalitet”, ifølge EU’s Vandrammedirektiv.

EU’s Vandrammedirektiv fastlægger rammerne for beskyttelsen af vandløb og søer, overgangsvande (flodmundinger, laguner og lignende), kystvande og grundvand i alle EU-lande. Direktivet fastsætter en række miljømål og opstiller overordnede rammer for den administrative struktur for planlægning og gennemførelse af tiltag og for overvågning af vandmiljøet. Vandrammedirektivet trådte i kraft i 2000.

Ifølge de seneste tilgængelige tal fra Miljøstyrelsen, udledte Gladsaxe Kommune i årene 2014-2018 årligt i gennemsnit over 450.000 m3 urenset spildevand fra regnbetingede overløb. Udledningen er dog faldet markant fra 2014 til 2018.

Ifølge Miljøstyrelsen defineres spildevand som alt vand, der afledes fra beboelse, virksomheder, øvrig bebyggelse og befæstede arealer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top