Borgerforslag om trafikstøj
Bilkø-Hillerødmotorvejen-1.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Vil have mindre støj fra motorveje i bynære områder

Serdal Benli, der er byrådsmedlem for SF i Gladsaxe Byråd, stillede i går, sammen med otte andre borgere og politikere fra regionen, et borgerforslag der blandt andet vil pålægge ”Transportministeren at afsætte markant flere midler til bekæmpelse af støj fra motorveje i bynære områder, så færre boliger end i dag belastes af støj på 58 dB og derover”.

– Ved forlængelse af motorveje samt udvidelse af motorveje, skal der derudover afsættes yderligere midler til støjreducering af de eksisterende strækninger, som vil opleve en stigning i trafikken som følge af forlængelsen/udvidelsen, kan man desuden læse i forslaget.

– Det her forslag er stillet på tværs af de politiske partier. Det handler om at der bliver sat fokus på at det sundhedsskadelige trafikstøj er en kæmpe udfordring. Gladsaxe er et af de mest støjplagede kommuner, hvor der går to motorveje på tværs af kommunen, hvor der er meget støj. Det vil vi, med forslaget, gerne gøre politikerne på Christiansborg opmærksomme på, fortæller Serdal Benli til Gladsaxe Bladet.

Næsten tre ud af ti danske boliger er støjbelastede ud over 58 decibel og stadig flere føler sig generet af trafikstøj. Antallet af kørte kilometer på de danske veje steg med 50 procent mellem 1990 og 2018, og forventes at stige med yderligere 8 procent mellem 2020 og 2030.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har udpeget trafikstøj som det næststørste miljøproblem for menneskers helbred i EU, kun overgået af luftforurening.

Hvis 50.000 personer med stemmeret til folketingsvalg støtter borgerforslaget, kan det blive fremsat i Folketinget.

Se borgerforslaget på borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05697

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top