Familier med handicappede børn presses
Debat_web.png
Gladsaxe Byråd fik for nyligt fremlagt den årlige statistik om de sager, hvor borgerne har klaget over kommunens afgørelser indenfor børnehandicapområdet. Det er trist læsning.

Martin Skou Heidemann, Byrådsmedlem Venstre

Gladsaxe Byråd fik for nyligt fremlagt den årlige statistik om de sager, hvor borgerne har klaget over kommunens afgørelser indenfor børnehandicapområdet. Det er trist læsning. Når en familie med et handicappet barn klager over Gladsaxe kommunes afgørelse, så får familien ret i 57% af tilfældene. Et rystende højt antal.

I Venstre sætter vi den enkelte borger højere end systemet. Jeg ved ikke om det samme gælder vores socialdemokratiske viceborgmester, som på byrådsmødet d.30.09.20 brugte lang taletid på overhovedet ikke at nævne problemet. Efterfølgende hørte jeg fra forældre til handicappede børn, at de forud for sidste kommunalvalg var blevet lovet, at kommunen ville gøre det bedre. Det gik lige omvendt.

Når en familie med et handicappet barn klager over en afgørelse, sker det efter svære overvejelser. Familierne ved godt, at de skal samarbejde med kommunen i mange år fremover og i mange tilfælde er afhængige af en velvillig indstilling fra sagsbehandlerne. Derfor er familierne tilbageholdne med at klage.

Gladsaxe skal gøre sig langt mere umage for at yde den lovbefalede hjælp til nogle af vores mest sårbare familier. Hvis slagsmålene med kommunen får familierne til at bryde sammen, så ender vi endda bare med endnu flere kommunale udgifter.

Familierne skal ikke sidde med ondt i maven og frygte jævnlige armlægninger med kommunale sagsbehandlere. Familierne skal hjælpes, og hvis viceborgmesteren ikke vil tage ansvar, så vil Venstre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top