- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Genbrugslopper må vente

Genbrugslopperne har lager og salg fra Grønnegården på Transformervej, hvor Gladsaxe Kommune har besluttet at der skal være børnehus. Genbrugslopperne skal derfor være ude af Grønnegården i uge 42, hvor kommunen går i gang med forberedelserne af det nye børnehus.

Genbrugslopperne flytter til værkstedsbygningen på Telefonfabrikken, men lokalerne kræver, ifølge kommunen, udskiftning af taget på grund af en vandskade, samt ombygning for at leve op til brandmyndighedernes krav.

Byrådet godkendte finansieringen af lokalerne på byrådsmødet onsdag, og Genbrugslopperne kan flytte ind i lokalerne omkring 1. februar 2021.

– Nu skulle det gerne være. Vi har fundet en permanent løsning for Genbrugslopperne. Allerede fra starten af næste år kan de forhåbentlig være på plads deroppe, sagde næstformand for Trafik- og Teknikudvalget, Jakob Skovgaard Koed (A) på byrådsmødet onsdag.

Lokale foreninger som spejderne, roklubben, Gladsaxe Garden og flere sportsklubber deltager i Genbrugslopperne. Foreningen sælger møbler, lamper, bøger, legetøj, elektronik med mere på loppemarkeder, for at tjene penge til foreningernes arbejde.