God start for Lady Bears
Ishockey-damebears-Har-fået-mundligt-lov-af-Michael-Stougaard-som-har-taget-billedet-til-at-bruge-det-over-telefonen-131020.jpg
Foto: Privat
Satsning på kvindeishockey i Gladsaxe er startet med to sejre og en god tilstrømning af spillere

Gladsaxe Bears har fået et kvindehold i den næstbedste række. Planen skal ses som et led i Dansk Ishockey Unions satsning på flere piger i dansk ishockey – et projekt som man i Gladsaxe deltager i, fortæller cheftræner Michael Stougaard

– Vi startede så småt holdet op i sidste sæson. En god blanding af lidt ældre kvinder og unge piger med lyst til ishockey, tilføjer han.

Gladsaxe Bears’ kvindehold spillede sin første kamp mod KSF på udebane 19. september, hvor man vandt med hele 13-0. Rosa Petersen, Helena Heide og Rosa Tonboe scorede alle hattrick. 9. oktober spillede holdet så sin første hjemmekamp, mod Hvidovre, og fik en hårdt tilkæmpet 1-0-sejr, på et mål af Christina Knifström i 2. periode.

– Vi var meget spændte, da de normalt vinder deres kampe og mange af dem stort. Men piger og damer gik til den, så det var en fryd for øjet. Spillet bølgede faktisk frem og tilbage med chancer begge veje. Først langt inde i 2. periode skete der noget på målfronten. Vi fik her pucken i mål og tog føringen. Stor jubel, blandt spillerne, fortæller Michael Stougaard, der indrømmede at Hvidovre var det bedste hold.

– Men Gladsaxepigerne ville vinde denne kamp og de gav alt, hvad de havde og mere til. Og vores målpige Anja, stod en helt fantastisk kamp. Hun tog alt, hvad de kom med af skud. Faktisk hele 22 af slagsen. Og det hele endte derfor med en sejr til det nye Gladsaxe-kvindehold. At vi skulle stå med seks point og ingen mål scoret imod os efter to kampe, havde jeg ikke troet på, tilføjer han.

Der er god interesse for holdet og der kommer jævnligt nye spillere til, så den langsigtede plan er, ifølge Stougaard, et hold i ligaen.

– Men lige nu skal vi koncentrere os om, at få etableret holdet, stabiliseret og udviklet os. Især de unge, som jo er fremtidens spillere. Men ingen kan tage denne flotte start fra os. Og de 75/80 tilskuere, der var inde for, at se kampen, fik god og spændende underholdning, fortæller han.

Holdet spiller sin næste kamp hjemme mod Gentofte Stars 6. november.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top