Hero vandt igen
Hero-Helsinge-241020-26-small.jpg
Kristijan ”Kiki” Koropanov fejrer at have bragt Gladsaxe Hero på 3-1 og sejrskurs. Foto: Peter Kenworthy.
Gladsaxe Hero vandt 3-2 hjemme over Helsinge og fører ligaen suverænt

Selv om Gladsaxe Hero er suverænt tophold i fodboldens serie 1, pulje 1, tog det en halv times tid at få spil og chancer til at flyde hjemme mod et Helsinge-hold der pressede hjemmeholdet højt fra start. Men så satte Hero sig også på kampen og væltede sig i dødbolde nær nordsjællændernes mål.

Og efter 37 minutter fik Hero bonus for spilovertaget, da en veloplagt Frederik Høgsberg satte sin mand i feltet og blev fældet. Dommeren pegede på pletten, og Høgsberg sparkede selv straffesparket i kassen til 1-0-føring til Hero, selvom målmand William Frederiksen gættede rigtigt og fik det yderste af handsken på.

Og lige inden pausen satte Hero igen fart i spillet. Christopher Udsen fik en super stikning i dybden, satte sin mand, trak ind i feltet og spillede uselvisk på tværs af feltet til en helt fri Anthon Bay Dich, der bare skulle sætte foden på for at bringe Hero på 2-0.

Ti minutters målfest
Gladsaxe Hero dominerede fra starten af anden halvleg, og efter 52 minutter fik Martin Andersen foden på et af utalige Hero-hjørnespark, men skuddet tog stolpen.

Helsinge fik dog kæmpet sig ind i kampen, og efter en lille time bankede Anders Blom Hansen bolden i kassen fra en halvspids vinkel til 2-1. Et par minutter senere kunne Kristijan ”Kiki” Koropanov dog bringe hjemmeholdet foran med to mål igen, på et knaldhårdt hovedstød på endnu et godt Hero-indlæg fra Anthon Bay Dich.

Og så skulle man tro at de tre point var sikrede – men efter 63 minutter fik Helsinge reduceret til 3-2, og igen bragt spænding ind i kampen.

Fortjent sejr
Selvom Helsinge forsøgte at lægge et pres på Hero i den sidste halve time, var det dog Hero der var tættest på at score yderligere.

Med tyve minutter igen headede Oliver Knudsen på stolpen. Fem minutter senere var Mads Jørgensen ved at snøre Helsinge-målmand William Frederiksen i feltet, der dog fik reddet den store chance. Og med fem minutter igen fik Frederik Høgsberg en friløber, men Helsinge-keeperen var igen skarp og fik reddet.

Helsinge fik et mål annulleret for offside i slutfasen, men tættere kom udeholdet ikke. Og da dommer Alexander Dreyer fløjtede af, havde Gladsaxe Hero fået tilkæmpet sig holdets tiende sejr ud af elleve mulige.

Det var måske ikke sæsonens kønneste sejr, men ikke desto mindre fuldt fortjent. Gladsaxe Hero fører serie 1, pulje 1 med fem point ned til FC Rudersdal.

Hero-Helsinge 241020 (15) smallFrederik Høgsberg bragte Hero foran med 1-0, på et straffe begået mod ham selv. Foto: Peter Kenworthy.

Hero-Helsinge 241020 (18) smallChristopher Udsen satte sin mand og spillede uselvisk Anthon Bay Dich fri til 2-0-målet. Foto: Peter Kenworthy.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top