Gladsaxe Kommune tilbyder, som et forsøg, alle elever i 6. klasse gratis vaccination mod HPV i skoletiden. Siden september har 121 elever ud af 779 syvendeklasseelever i Gladsaxes folkeskoler og tre deltagende privatskoler at blive vaccineret, fortæller Gladsaxe Kommune.
Langt størstedelen af de tilmeldte elever – 84 procent – var, måske lidt overraskende drenge.
For at være fuldt beskyttet mod HPV skal man vaccineres to gange. Næste vaccinationsrunde ligger i foråret 2021 – cirka seks måneder efter første runde.
Smitsom og almindelig
Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er HPV både særdeles smitsom og almindeligt forekommende over hele verden.
HPV-vaccinationen mindsker, ifølge Sundhedsstyrelsen, risikoen for at få livmoderhalskræft, analkræft og kønsvorter. Piger er også beskyttet mod 9 ud af 10 tilfælde af livmoderhalskræft og mod nogle tilfælde af kræft i skeden og de ydre kønsorganer.
HPV er et virus, som smitter ved seksuel kontakt, så Sundhedsstyrelsen anbefaler, at piger og drenge bliver vaccineret som 12-årige, fordi vaccinationen er mest effektiv, hvis den gives inden seksuel debut.
– Der har i de seneste år været megen omtale af vaccinens sikkerhed. Store internationale undersøgelser har imidlertid vist, at HPV-vaccinen er sikker, og der er ikke fundet sammenhæng mellem at blive vaccineret og at udvikle fx autoimmune og neurologiske lidelser, siger Sundhedsstyrelsen.