’Ikke alarmerende’
Borgerrådgiver-Preben-Rohde-44-16.jpg
Databeskyttelsesrådgiver Preben Rohde synes ikke at antallet af sikkerhedshændelse i Gladsaxe inden for det seneste halve år er alarmerende, selvom han samtidig pointerer at hver fejl er en fejl for meget. Foto: Kaj Bonne
Ny status for arbejdet med informationssikkerheden i Gladsaxe Kommune viser 28 sikkerhedshændelser på et halvt år. Fejl kan ikke helt undgås, men man skal arbejde på at nedbringe dem, mener databeskyttelsesrådgiveren

Gladsaxe Kommune besluttede sidste år, at kommunens databeskyttelsesrådgiver, Preben Rohde, skulle fremlægge halvårlige redegørelser for kommunens økonomiudvalg.

På et møde i økonomiudvalget tirsdag fremlagde Rohde en status for kommunens seneste halve års arbejde med informationssikkerheden. I perioden fra februar til og med august har der, ifølge Rohde, været i alt 28 sikkerhedshændelser som er blevet registreret i Byrådssekretariatet, hvoraf 10 er anmeldt til Datatilsynet

Fire af dem drejer sig om at der er sendt fortrolige oplysninger til den forkerte borger – i det ene tilfælde som en almindelig mail.

– Disse fire hændelser understreger betydningen af korrekt sagsbehandling … Det er vigtigt at medarbejderne er bekendt med muligheden for disse fejl og betydningen af dem, så fejlene så vidt muligt helt kan undgås, pointerer Rohde i sagsfremstillingen.

To sager vedrørte skolernes kommunikationsplatform, Aula: en systemfejl, hvor brugere i to dage kunne se oplysninger om forældremyndighedsspørgsmål for andre end dem selv, og en uautoriseret bruger, der havde skaffet sig adgang til Aula. En enkelt omhandlede intrasystemet Infoba og resten såkaldte ”systemfejl”.

Ifølge kommunens hændelseslog over GDPR-hændelser i 2020 (til og med 11. september), har der i alt været 22 sager der involverede personnumre ud af i alt 49 hændelser.

Skiller sig ikke ud
– Der sker fejl, men man skal hele tiden arbejde for at nedbringe dem og helst helt undgå dem, naturligvis, fortæller Preben Rohde til Gladsaxe Bladet.

Han mener dog ikke, at der er noget i hans status for det seneste halve år, der er alarmerende. Men hver fejl er naturligvis en fejl for meget, siger Preben Rohde.

– Det er ikke noget højt og skræmmende tal. Gladsaxe skiller sig ikke ud i forhold til de andre kommuner. Samtidig investeres der i disse år meget i IT-sikkerhed i Gladsaxe og der arbejdes blandt andet med IT-løsninger, som skal nedbringe risikoen for fejl, for eksempel scanning for cpr-numre inden et akt sendes eller udleveres i forbindelse med aktindsigt. Samtidig er der en vigtig politisk bevågenhed i dette arbejde, som redegørelsen har baggrund i, tilføjer han.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top