Kørte ind i rådhuset
Bilulykke-1-small.jpg
Bilen var totalsmadret, så føreren må have kørt stærkt. Foto: Peter Kenworthy
Narkopåvirket ung mand slog vidne og forsøgte at stikke af på stjålen cykel efter solouheld. Blev lagt i håndjern af rådhusvagter

Ved otte-tiden i morges kørte en 27-årig mand ind i en mur på Søborg Hovedgade ved Gladsaxe Rådhus. Han havde så meget fart på, at forpartiet på bilen blev helt smadret, bilen lavede et kæmpe hul i muren og flere af bilens airbags blev udløst.

Politiet på stedet ville ikke udtale sig, men ifølge en vagt fra rådhuset forsøgte føreren af bilen efter soloulykken at stikke af på en stjålet cykel. Vagten var løbet ud på Søborg Hovedgade, efter at have hørt et stort brag.

– Der var lidt tumult. Han slog et par medborgere og så blev vi enige om at vi måtte gribe ind. Så vi foretog en civil anholdelse, lagde ham i håndjern og ventede på politiet, fortæller en af vagterne.

Manden blev efterfølgende taget med på stationen.

Vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi bekræfter at der var tale om en soloulykke, men fortæller at ingen kom til skade.

Den 27-årige mand er efterfølgende blevet sigtet for en række ting, fortæller Københavns Vestegns Politi: For at have kørt påvirket af både spiritus og narko, for vold mod et vidne, for trusler mod dem der anholdte ham civilt og for at køre uden kørekort.

Der sad også en kvinde som passager i bilen, da den kørte galt. Hun sad stadig i bilen, da politiet nåede frem og havde derfor, ifølge Københavns Vestegns Politi, ikke andel i de ting der fulgte efter at bilen kørte galt, og er derfor heller ikke sigtet i sagen.

bilulykke (3) small
Der var et gevaldigt hul i muren som følge af ulykken. Foto: Peter Kenworthy.

bilulykke (4) small
Heldigvis virkede bilens airbags. Foto: Peter Kenworthy.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top