Kom med når Trine Dyrholm går i krig
ErnaikrigGB.jpg
Trine Dyrholm og Sylvester Espersen Byder i “Erna i krig” . Foto: Scanbox
Bibliografen lægger gulv til en tur i krig med Trine Dyrholm i rollen som moderen som drager i krig

Året er 1918. Første verdenskrig raser på sit fjerde år og lægger øde.
Tyskland tvinges til at indkalde alle raske mænd og unge drenge til krigstjeneste.

Det omfatter også de dansksindede sønderjyder, og hjemme hos Erna i Bramstrup vækker det stor bekymring, da Kalle, hendes naive og godtroende søn, indkaldes til den tyske krigsmaskine.
Trods Ernas forsøg på at få sønnen kasseret, indser hun snart, at den eneste måde, Kalle kan reddes fra den sikre skyttegravsdød, er, hvis hun selv følger med. Forklædt som ’menig Julius Rasmussen’ drager Erna i krig.

”Erna i krig” giver et fantastisk detaljeret tidsbillede med såvel storladne krigsscenarier, der leder tankerne hen på film som ”Saving Private Ryan” og senest ”1917”, og intime øjeblikke, der giver de fabelagtige skuespillere lov til brillere.

I et par af de bærende biroller leverer både Anders W. Berthelsen og Ulrich Thomsen præstationer på sædvanligt højt niveau, men det er Trine Dyrholm og Sylvester Espersen Byder som mor og søn, der med intenst og følsomt skuespil holder publikum i et jerngreb hele vejen fra de trygge hjemlige rammer til de ubegribelige oplevelser i skyttegravene.

Filmens manuskript er af Bo Hr. Hansen og Henrik Ruben Genz, og Genz har selv stået bag kameraet.

Det gør han denne gang med usvigelig sikker hånd, og det er ikke for meget sagt, at ”Erna i krig” er en årets mest gribende biografoplevelser. ”Erna i krig” har premiere i Bibliografen 29. oktober.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top