Larmende queerfeminisme med et glimt i øjet
Girlcrush-SMALL-1.jpg
Girlcrush-guitarist Nat Stallbaum og trommeslager Andrea Pronk Jacobsen trykkede den af på Richter lørdag. Foto: Peter Kenworthy
Girlcrush indtog Richter med attitude og skæve pop-punkede sange

På Richter er man ikke ked af at lave arrangementer, der både udspringer af og udfordrer tidens idealer og identitetspolitik. Med alt fra dragshow og Melodi Grand Prix-bingo til heavy metal, pop og punk. Arrangementer der både kan emme af coolness, og kan synes at have et lettere ironisk forhold til begrebets implikationer.

For der er groft sagt to måder at forstå det at være ”cool” på: At man så at sige kopierer nogen, som man synes er cool. Eller at man skaber sin egen coolness, ved ikke at skele til, hvordan andre eller flertallet eller tidens mode ser ud og handler, og i stedet insisterer på at være som man er.

Tager ikke sig selv alt for alvorligt
Girlcrush hører øjensynligt lidt til i begge kategorier, som publikum – der i coronaens anledning sad ned ved cafe-agtige borde – kunne se og høre, da det selvproklamerede queerfeministiske band indtog Søborg og Richter lørdag.

På den ene side satte bandet nemlig fokus på alvorlige emner som køn, kropsidealer og seksualitet. På den anden tager bassist Marie Anna Svendsen, trommeslager Andrea Pronk Jacobsen og guitarist Nat Stallbaum (befriende nok) ikke sig selv alt for alvorligt i deres post-punkede musikalske udtryk.

Sådan lidt a la det eksperimentelle kvindelige (post-)punkband The Slits i halvfjerdserne og firserne, der ironisk sang om intuitive, emotionelle og forvirrede ”Typical Girls”, der ængsteligt bekymrer sig om dameblade, tøj og udseende, i deres søgen efter ”typical boys”.

Som da Girlcrush måtte starte ”Soft heart” om igen, efter lidt musikalsk kludder og efterfølgende grin og smil.

#Metoo og seksuel frigørelse
Ud over nogen fede, catchy og lidt skæve sange – der i sin til tider uskyldsrenhed også emmede lidt af tidlig The Cure, men også overraskede med vokalharmonier – levede Girlcrush på Richter i høj grad på en blanding af attitude, målrettede meninger og afvæbnende ægthed og sårbarhed.

Som når de på ”Take My Clothes Off” sang om at farve håret lilla og kramme. På ”Manchild” om de uskrevne, konservative regler i mange parforhold. Eller på singlen ”Work Work Work” om at være fremmedgjort i et samfund, der vægter arbejde over alt andet, når man egentlig bare gerne vil føle sig elsket.

Og som i punkens storhedstid i midt-slut-halvfjerdserne, hvor det gjaldt om at være med i stedet for at se på, og hvor attitude og budskab ofte overtrumfede musikalsk kompetence, opfordrede bandet publikum til at ”Start your own band”.

Der var også – meget i tidens #Metoo-ånd – en opfordring til ikke at bruge sine dyriske instinkter som undskyldning for dårlig opførsel, på det lidt ældre nummer ”Animal instincts”, men også en hyldest til seksuel frigørelse og kvindelig begær, på den spritnye single, ”I’m easy”.

Og publikum viste sin tilfredshed, både under og efter koncerten, hvor taktfaste klapsalver og en opfordring til ekstranummer dog forblev uforløst. ”Vi spiller ikke ekstranumre”, havde bandet allerede insisteret.

Girlcrush SMALL (3)
Marie Anna Svendsen fra Girlcrush sang om overpleasede mænd på “Manchild”. Foto: Peter Kenworthy.

Girlcrush SMALL (5)
Foto: Peter Kenworthy.

Girlcrush SMALL (4)
Opvarmningsbandet Flamboyances kompositioner gav nyfortolkede mindelser om 80’er synthpop-bands som Bronski Beat og Yazoo, men med forsanger Astrid Egholms inderlige stemme og bevægelser, også om Annie Lennox og Madonna a la ”Ray of light”. Foto: Peter Kenworthy.

Girlcrush SMALL (2)
Foto: Peter Kenworthy.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top