Mobning kræver handling
Debat_web.png
I kølvandet på en 11-årig drengs selvmordsforsøg på en skole i nabokommunen, var der på Facebook en aktiv debat blandt Gladsaxeforældre, som delte oplevelser med mobning i skolerne.

Lene Svendborg og Lise Tønner, Lokallisten Gladsaxe

I kølvandet på en 11-årig drengs selvmordsforsøg på en skole i nabokommunen, var der på Facebook en aktiv debat blandt Gladsaxeforældre, som delte oplevelser med mobning i skolerne. Mange af de personlige beretninger pegede på, at der kan være lang vej og lang ventetid på hjælp, hvis ens barn bliver mobbet. Forældrene fortalte om ikke at føle sig hørt, om at føle sig magtesløse og om at savne konkret handling fra skoleledelsernes side. Og i flere tilfælde var det desværre endt med skoleskifte.

For Lokallisten Gladsaxe er det en hjertesag, at alle børn og unge trives og ikke udsættes for mobning i skolen. Hvis mobning forekommer, skal skoleledelsen hurtigt gribe ind for at stoppe det. For mobning kan ødelægge et barns liv.

For at sætte fokus på mobning stillede vi på byrådsmødet 7/10 en række spørgsmål til, hvordan Gladsaxes skoler lever op til lovgivningen om mobning, som trådte i kraft for 3 år siden. Lovgivningen kræver, at skoleledelsen indenfor 10 arbejdsdage efter konstateret mobning udarbejder en handleplan. Loven giver desuden børn og forældre mulighed for at klage til Dansk Center for Undervisningsmiljø.
Gladsaxes skoler har mobbestrategier og udarbejder handleplaner, men meget tyder på, at der er et mørketal.

I Lokallisten glæder vi os over, at skolerne nu vil blive gjort særligt opmærksomme på at oplyse børn og forældre om muligheden for at klage, hvis de oplever manglende håndtering af mobning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top