Niebuhr vraget som spidskandidat
Valgmøde-Håndv-08-46-17.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Kristian Niebuhr til et valgmøde i 2017. Dem bliver der ikke flere af for hans vedkommende, siger han. Foto: Kaj Bonne.
Gruppeformanden stiller ikke op til kommunalvalget næste år for Dansk Folkeparti

Den fungerende formand for Dansk Folkepartis lokalforening i Gladsaxe og gruppeformand for partiet i Gladsaxe Byråd, Kristian Niebuhr, blev vraget som spidskandidat til næste års kommunalvalg, og stillede derfor ikke op til videre kandidatur.

– Jeg er blevet stemt ned. Den er ikke så meget længere – sådan er demokratiet. Det er vores medlemmer der bestemmer, fortæller Kristian Niebuhr til Gladsaxe Bladet, dagen efter et opstillingsmøde i Dansk Folkeparti Gladsaxe, hvor der blev opstillet tre andre kandidater end ham til kommunalvalget næste år.

Kristian Niebuhr, der kommer til at have siddet i byrådet i 20 år til næste år, fortæller, at han ellers ikke hørte nogen kritik af hans arbejde på opstillingsmødet.

– Jeg synes jeg har gjort mit arbejde og har sat mit aftryk, i form af at Dansk Folkeparti [Gladsaxe], under min ledelse, er blevet et parti som man samarbejder med og respekterer, siger han.

Kristian Niebuhr tilføjer, at han kommer til at savne arbejdet for borgerne mest af alt, men også at arbejde i et byråd hvor man respekterer hinandens holdninger – selvom han mener at klimaet har været bedre. Han regner dog ikke med at genopstille.

Kommer ikke til at stikke meget af
De tre kandidater der bliver opstillet for Dansk Folkeparti er Susanne Damsgaard, Bonett Trusell og Klaus Kjær.

Den nye spidskandidat, næstformanden i Dansk Folkeparti Gladsaxe, Susanne Damsgaard, fortæller at hun synes at det er ærgerligt at hendes samarbejde med Kristian Niebuhr – som hun har kendt i mange år – ikke fortsætter.

– Men Bonett og jeg er helt andre kræfter, og vi vil følge byrådsarbejdet tæt og se hvad der rører sig. Det er for tidligt at sige noget om retningen, men det kommer ikke til at stikke meget af fra det nuværende, tilføjer hun.

Dansk Folkeparti håber med den nye kandidatliste på en øget repræsentation og dermed større indflydelse i byrådet efter valget i 2021, skriver partiet desuden i en pressemeddelelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top