Nye coronatiltag
Coronavirus-COLOURBOX44519576.jpg
Foto: Colourbox.
På grund af alvorlig corona-smittestigning er der kommet skærpede coronatiltag

Statsminister Mette Frederiksen og regeringen meldte fredag aften forlængede og nye coronarestriktioner ud, der gælder fra mandag (regler om mundbind dog først fra torsdag).

– Vi går en mørkere og koldere tid i møde. I weekenden stiller vi urene tilbage, selv om de fleste har mest lyst til at stille urene frem, til corona er overstået. Men corona er ikke overstået, den er tilbage med fuld styrke, fortalte statsministeren.

– Sundhedsmyndighederne vurderer, at smitteudviklingen i Danmark er bekymrende. Der er risiko for en stigende smitte i efteråret og vinteren, hvilket også kan sætte sundhedsvæsenet under stigende pres. På den baggrund vurderer sundhedsmyndighederne, at der er behov for at forlænge allerede gældende tiltag og iværksætte nye skærpede COVID-19-tiltag, skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Blandt andet sænkes forsamlingsforbuddet fra 50 til 10 personer (med visse undtagelser) – indtil videre i fire uger, skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en vejledning. Forsamlingsforbuddet ved udendørs begravelser og bisættelser sænkes fra 200 til 50 personer. Og det anbefales at man maksimalt samles 10 personer i private hjem, samt at man maksimalt har social kontakt med 10 forskellige personer, ud over husstand/arbejde/skole/fritidsaktivitet.

I forhold til forsamlinger fastholdes det nuværende ”store” forsamlingsforbud på 500 personer, ligesom der maksimalt må være 500 personer til stede samtidig ved indendørs- og udendørs arrangementer.

Desuden er blandt andet seriefodbold og breddevoksenhåndbold sat på pause – indtil videre i efterårssæsonen. Børn og unge har dog fået en dispensation fra forsamlingsforbuddet, når det gælder foreningslivet, så de fortsat må være 50 forsamlet, og dermed kan fortsætte med kampe og stævner, fortæller DBU Sjælland.

Fra den 29. oktober gælder desuden et krav om mundbind eller visir i detailhandlen indtil 2. januar, samt i lokaler hvor der udøves kultur-, sports- og fritidsaktiviteter, på ungdoms-, voksen- og videregående uddannelser. Kravet om mundbind fastholdes i den kollektive trafik og på serveringssteder.

Desuden anbefales man i videst muligt omfang at arbejde hjemmefra, samt at arbejdsgivere aflyser sociale arrangementer i tilknytning til arbejdspladsen.

Der har været 79 bekræftede tilfælde af corona i Gladsaxe i den seneste uge, og kommunens smitteincidens er på 79 per 100.000 – den 12. højeste i landet.

Læs mere på coronasmitte.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top