Politisk ledelse skaber offentlig innovation
Rådhus-aften.jpg
De store lokale og verdensomspændende udfordringer kræver modige og dialoglystne politikere, siger rapport. Foto: Peter Kenworthy
Men der er også brug for nye løsninger, siger rapport

Politikerne kan være med til at drive den udvikling, der skal føre til nye løsninger på fremtidens velfærdsudfordringer, og spiller dermed en nøglerolle i fornyelsen af den offentlige sektor, viser nye tal fra Center for Offentlig Innovation (COI).

– Vi står over for meget store udfordringer – for eksempel klimakrisen og den demografiske udvikling – så der er brug for radikalt nye løsninger. Det kræver politikere, der er modige, fordi svarene netop ikke kendes på forhånd. Det kan være sin sag at stå ved en innovativ satsning i dialogen med borgerne og over for en presse, der ofte kræver klare svar og færdige løsninger. Derfor er det glædeligt, at kommunal- og regionspolitikere bredt set udviser politisk lederskab i arbejdet med offentlig innovation, siger Lotte Rømer Grove, der er projektleder på COI’s indsats for at styrke politikernes rolle i offentlig innovation.

I en rapport fra COI, fremhæver Gladsaxes borgmester, Trine Græse (A), blandt andet Gladsaxestrategiens indarbejdelse af verdensmålene. Hun anbefaler samtidig andre politikere at styrke deres rolle i offentlig innovation, blandt andet ved at gøre plads til forsøg, og tilføjer at innovation ikke næres af central styring, men af tillid.

I en undersøgelse af det kommunale selvstyre, lavet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, i oktober, mente fire ud af ti af politikerne, at det reelt er borgmesteren der bestemmer det meste. En tredjedel mente samtidig, at det kan være svært at få politik igennem, hvis ledende embedsmænd er imod.

Flere af Gladsaxes byrådsmedlemmer påpegede dengang overfor Gladsaxe Bladet, at for mange sager ligger for højt oppe i systemet, samt at manglende tid til at forholde sig til dem kan give et ulige magtforhold mellem forvaltning og byrådsmedlemmer. Andre påpegede at samarbejdet i udvalgene og samspillet mellem politikere og forvaltningen fungerer godt.

pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top