Solid sejr til uglerne
Momo-1-small.jpg
Momo Touré kom ind og scorede sejrsmålet til 2-0. Foto: Peter Kenworthy
AB Gladsaxe vandt fortjent 2-0 ude mod Avarta efter en solid indsats hvor forsvaret igen holdt nullet

AB var spilstyrende i første halvleg, i søndagens udekamp mod Avarta i fodboldens 2. division øst, hvor akademikerne byggede tålmodigt op og pressede hjemmeholdet højt.

Første chance tilfaldt dog Avarta, men Jonathan Fischer reddede let et lidt tamt skud fra en halvfri Emil Thomsen.

Men efter 32 minutter fik AB sat fart i spillet fra egen banehalvdel. Sylvester Seeger-Hansen fik sat en mand og spillede bolden på tværs af feltet, hvor en helt fri Mathias Kisum let kunne trille bolden i mål til 1-0 til akademikerne.

Ti minutter senere kunne Frederik Christensen have fordoblet føringen, efter Lucas Koch fandt ham i det lille felt, men en Avarta-mand fik tacklet før Christensen kunne nå at sparke bolden i kassen.

Momo sikrede sejren
AB fortsatte hvor de slap efter pausen, og skabte flere halve chancer i starten af anden halvleg, selvom Avarta stille og roligt overtog styringen af kampen, mens AB satsede mere defensivt.

Akademikerne var dog stadig farlige på kontraangreb, og i det 77. minut fandt indskiftede Emmanuel Bio en fri Frederik Ellegaard, men den rapfodede fløjspiller sparkede lige på Avarta-målmand Oliver Funch. Fem minutter senere gav en ny omstilling dog gevinst, efter Emil Mygind spillede netop indskiftede Momo Touré i dybden, og angriberen sikkert scorede til slutresultatet 2-0.

En fortjent AB-sejr efter en solid holdindsats, der bringer AB op på fjerdepladsen i 2. division øst, fem point efter førerholdet Nykøbing FC.

AB-træner Patrick Birch Braune var da også en tilfreds mand efter kampen.

– Det var en vigtig sejr for at holde fast i toppen. Vi var klare vindere og burde have vundet større. Vores defensiv er bundsolid og vi holder nullet for fjerde kamp i streg. Vi lukkede en del mål ind i sidste sæson, og det er derfor en markant fremgang som vi har arbejdet hårdt på, fortalte han til Gladsaxe Bladet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top