Viste vindermentalitet
AB-Vanløse-oktober-2020-1.jpg
AB's Momo Touré scorede til 2-0 i Vanløse på et pragtmål af en kontra. Foto: Peter Kenworthy.
AB Gladsaxe vandt fortjent 2-0 sejr ude over Vanløse i fodboldens 2. division øst - uglernes sjette sejr i rap

AB var spilstyrende, byggede tålmodigt op og spillede som et tophold i første halvleg, hvor de grønblusede var mest på bolden og skabte klart flest chancer. Især når bolden blev spillet over højre side, hvor både Philip Oslev og Frederik Ellegaard var i hopla.

Efter flere tilløb til chancer, var AB lige ved at bringe sig foran i det 22. minut, hvor Emil Mygind lagde en hård, flad aflevering ind i det lille felt fra baglinjen. Mathias Kisum kom dog lige for sent til at glide bolden ind bag Lasse Krogh i Vanløse-målet.

Tre minutter senere brændte det igen på i Vanløse-forsvaret, hvor Ellegaard, Mygind og Kisum alle fik skud reddet af Krogh i det samme angreb.

Efter 38 minutter var det dog lige ved at gå galt for AB, da målmand Jonathan Fischer sparkede bolden lige ud til en modstander, der dog først afsluttede lige på Fischer og efterfølgende sparkede bolden over mål. AB var dog det klart bedste hold inden pausen.

Straffemål satte gang i løjerne
Efter pausen var de 368 tilskuere vidne til en meget mere lige kamp, hvor Vanløse var mest farlige i de første 20-25 minutter, og hvor AB’erne havde svært ved at få spillet til at glide og afleveringerne til at ramme en medspiller.

Efter 64 minutter kom Vanløses Emil Carlsen højest på et hjørnespark, men headede lige forbi Fischers mål. Og et par minutter senere modtog hjemmeholdets Carl Kjøller bolden lige uden for feltet, men hans skud fløj også lige forbi AB-målet.

Med et kvarter igen væltede Sylvester Seeger-Hansen omkuld i feltet, og dommeren pegede på pletten, til stor fortrydelse for Vanløse-spillerne. Det lignede heller ikke verdens største straffe set fra tribunen, men Seeger-Hansen fik lirket bolden forbi Lasse Krogh til 1-0-føring til uglerne.

Klassemål og klammeri
Efter 82. minutter måtte Jonathan Fischer diske op med en klasseredning.  AB satte derefter hurtigt et angreb i gang, hvor Jonathan Dahl Bagger spurtede 50 meter med bolden i venstre side, og fandt en fremstormende Momo Touré, der fladt sparkede bolden i kassen til 2-0. Et pragtmål.

I de sidste minutter var der flere bataljer, skubberi og hårde tacklinger end egentlige chancer, og dommer Nicolai Mossing Madsen måtte have det gule kort op af lommen til både AB’s Simon Holden, Momo Touré og Tobias Noer, samt til hjemmeholdets Mohammed Youssef.

AB kunne således lade sig hylde som vindere og ubesejrede i ni ligakampe i træk, af den højlydte gruppe af AB-fans der havde taget turen til Vanløse.

Tålmodighed blev belønnet
Også AB-træner, Patrick Birch Braune var godt tilfreds med sejren over en defensiv stærk modstander på en svær bane, fortalte han

– Det var svært at skabe mange chancer. Vi skaber det vi skal i 1. halvleg og holder dem fra fadet, og så krævede det tålmodighed og det viste vi, mente Braune.

Og det er et rigtig godt eksempel på vindermentalitet at tage de lange grimme løb i 83. minut, der fører til 2-0-målet, tilføjede han.

AB møder førerholdet Nykøbing FC hjemme på Gladsaxe Stadion søndag, i et rigtig topbrag.

AB-Vanløse oktober 2020 (2)
Der er masser at klappe af og juble over for AB for tiden. Foto: Peter Kenworthy.

AB-Vanløse oktober 2020 (3)

1 kommentar om “Viste vindermentalitet”

  1. AB MUST WILL WIN 2 ND DIVISION!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top