AB delte med AB
IMG_5113.jpg
Mathias Kisum scorede AB Gladsaxes enlige mål mod AB Tårnby (arkivfoto). Foto: Peter Kenworthy.
AB Gladsaxe spillede 1-1 ude mod AB Tårnby i chancefattig kamp

AB Gladsaxe spillede sin tredje kamp på seks dage lørdag, ude mod bundproppen i fodboldens 2. division øst, AB Tårnby. Og uglerne satte sig hurtigt på spillet, der mest foregik på hjemmeholdets banehalvdel og uglernes præmisser.

Efter 5 minutter vendte Emmanuel Bio på en tallerken foran målet, men skød bolden lige forbi Yousuf Butts mål.

Tre minutter senere spurtede Emil Mygind forbi et par AB Tårnby-spillere over 20 meter, med retning mod feltet, inden Silas Nielsen bremsede ham med ulovlige midler og fik kampens første gule kort af dommer Simon Rasmussen. Mathias Kisum sparkede det efterfølgende frispark lige i favnen på Butt.

Efter 12 minutter viste AB Tårnby anderledes effektivitet, på et af hjemmeholdets sjældne besøg i akademikernes målområde. En høj aflevering fra venstre side endte hos Benjamin Warlo, der bankede den forbi Jonathan Fischer i AB-målet til 1-0, og stor jubel for de fleste af de 275 tilskuere.

Fire minutter senere var Warlo tæt på at udbygge føringen, men Fischer reddede hans hovedstød.

AB var klart mest på bolden i resten af halvlegen, men havde svært ved at skabe chancer mod et kompakt og defensivt orienteret AB Tårnby-hold.

Lige inden pausefløjtet tog Mathias Kisum dog chancen udefra, og bolden endte i kassen bag Yousuf Butt, så AB kunne gå til pause med stillingen 1-1.

Målløs anden halvleg
Kampbilledet var meget det samme efter pausen. AB Gladsaxe var spilstyrende, uden for alvor at være farlige, og AB Tårnby havde mange spillere bag bolden og levede mest på kontra.

Efter 70 minutter begik hjemmeholdets Jonas Troest et groft frispark mod midtbanedynamoen Daniel Warmbach, der efter en længere skadespause var blevet skiftet ind efter 55 minutter.

På det efterfølgende frispark var Mathias Kisum lige ved at overliste Butt, men AB Tårnby-målmanden fik bokset skuddet til hjørne. Minuttet efter bankede Emmanuel Bio til bolden i feltet, men hans skud blev blokeret.

Med syv minutter igen fik hjemmeholdets Casper Jensen sit andet gule kort, for en hård tackling på Christian Enemark. Og så var der for det meste dømt AB-powerplay i resten af kampen, uden at det lykkes for alvor at dirke AB Tårnbys kompakte forsvar op.

Tættest på var Enemark i det 89. minut, men han headede en aflevering fra Kisum forbi mål.

AB ligger fortsat nummer tre i 2. division øst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top