Corona-takke-kapløb
Debat_web.png
I sidste uge skriver Borgmester Trine Græse om taknemmelighed i forhold til alle kommunes medarbejdere for deres fine indsats i Corona-perioden

Henrik Bach Mortensen, byrådsmedlem, Venstre

I sidste uge skriver Borgmester Trine Græse om taknemmelighed i forhold til alle kommunes medarbejdere for deres fine indsats i Corona-perioden. Dermed sætter borgmesteren trumf på i et Corona-kapløb af forslag om at takke så mange som muligt af kommunens medarbejdere.

Venstre og jeg deler fuldt ud ønsket om at takke kommunens medarbejdere.
Men borgmesterens synsfelt er alvorligt indskrænket i forhold til virkeligheden i Gladsaxe Kommune. Der er tusinder af kommunens borgere, som også gør en kæmpe indsats for at holde deres arbejdspladser og samfundet i gang, selv om de ikke er kommunalt ansatte!

Hvor ville Corona-Danmark være henne uden buschauffører, kasseassistenter i butikkerne, frisører, bygningshåndværkere, mekanikere, take-away restauranter, tandlæger og -plejere for blot at nævne nogle få af de grupper, som går på arbejde under Corona’en. Og hvad med de tusinder, som arbejder hjemme for både at begrænse smittespredningen og for at redde deres virksomheder?

Hvis der politisk skal siges tak, så bør den rettes mod alle kommunens borgere, som gør en flot indsats. Ikke blot til kommunens ansatte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top