Dobbelt op på erhvervspris
Erhvervspris-Schiller-SMALL.jpg
Borgmester Trine Græse overrækker Gladsaxe Erhvervspris 2020 til Knud Erik Andersen, administrerende  direktør i European Energy A/S. Foto: Flemming Schiller.
De to vindere af årets erhvervspris er grønne forbilleder, siger Gladsaxe Kommune

Hele to virksomheder har fået Gladsaxe Erhvervspris 2020 – European Energy A/S og Jernpladsen A/S.

– Vi fik mange spændende kandidater ind, og vi kunne simpelthen ikke vælge, da vi til sidst havde to fantastiske virksomheder tilbage i opløbet. Derfor går prisen i år til to kandidater. Vinderne viser begge vejen for den bæredygtige vækst og velfærd, som er Gladsaxes vision med FN’s verdensmål som pejlemærker for udviklingen, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.

European Energy A/S, der udvikler og driver sol- og vindmølleparker og har til huse i Søborg Tower, får prisen som det globale forbillede på den bæredygtige vækst og grønne omstilling, fortæller Gladsaxe Kommune, og Jernpladsen A/S, der sorterer indleveret metal og har til huse på Gladsaxe Ringvej, som den lokale vinder.

– Selv om vores solenergi- og vindmølleprojekter er placeret rundt i hele verden, betyder det meget for os at have et sted, hvor vi føler os hjemme. Vores hovedsæde i Søborg er vores hjem, fortæller administrerende direktør i European Energy A/S, Knud Erik Andersen.

– Vi takker for prisen, som er en stor ære og anerkendelse – også til vores personale, der har leveret en stor indsats, både da vi byggede den nye jernplads, da vi flyttede ud af den tidligere jernplads og så med hele corona-situationen oveni, siger ejeren af Jernpladsen A/S, Henning Christensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top